Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
For Arbeidsklassen VI. 137
det Gode og dog ikke ville beslutte sig til at gjøre det, fordi de
ikke ere istand til at overvinde den første lille Fristelse, og til
sidst blive de næsten uforbederlige Syndere, som vide det Rette,
men synde af Vane.
Og — trefold sørgelige Tanke! — Hvormange Elendige, Beklagel
sesværdige, gives der ikke, som vide det Rette, beslutte med Taa
rer og Eeder at udøve det, og dog — falde ved første Fristelse ?
De vide af Intet, før de allerede have til de forrige Synder, som
de angrede saa bitterligen, dynget ny Synd og til denne brudte
Eder og Løfter.
Vaager og beder!" er det Raad Christus giver; og vi maa
tilskrive Forsømmelsen af dette Bud, Forsømmelsen af aldrig at
tabe os Selv, vore Tanker og Ønsker afsigte, utallige hevnede
Synder og Elendigheder. Men denne uudtømmelige Sandhedens
Kilde lader tilflyde os idag en ligesaa dyrebar Lærdom i Ordene :
Du skal ikke friste Herren din Gud.
Syndede vi imod dette Bud, hvorledes skulde vi da oprigtigen
kunne bede Herrens Bøn: led os ikke udi Fristelse!?" Og san
deligen, betragte vi Fristelserne nøje, da skulde vi vel oftere finde,
at deres Farlighed oftere er at tilskrive os Selv end deres egen
Beskaffenhed ; thi hvorofte, skjøndt En kjender sin svage Side,
udsætter han sig ikke med Vidende for de Fristelser, som netop
angribe Denne? Kort vi skulde erkjende, at vi ofte friste os Selv.
Alt Godt og alt Ondt for os maae vi tilskrive os Selv, altefter
som vi ret bruge eller misbruge de Kræfter, Gud gav os, stærke
nok til saavidt at beherske Omstændighederne og Alt det uden
os, som vi kalde Skjebnen, at de ikke have anden Indvirkning
paa vor sande Lykke, paa vort Indre, end til det Gode.
Vi misbruge vore guddommelige Kræfter, naar vi friste os Selv ;
men i en endnu højere Grad misbruge vi dem, naar vi friste
Herren selv, vor Gud. Og dette gjøre vi især 1) ved at fremture
i Synden. Visselig maa selv Synderen, der gjør dette, tilstaae,
at det er at friste Herrens Godhed, naar vi ikke bruge de Midler
Han har givet Menneskene til at gjenhæve sig fra Faldet; og
dertil har han saavel udrustet vor egen Sjel med Kræfter, som
og givet os det veiledende Ord, og Lærere og Mønstre i Verden,
der give den Opmærksomme den allervægtigste Lærdom. 2) Friste
vi Herren vor Gud, ved ikke at benytte os af den Frist Han
skjænker os til Forbedring.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
