Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
August 1827. 17
til mine Feil maa regne Aabenmundethed og den tvetydige Dyd,
at jeg deler Alt, hvad mig selv og mine egne Hemmeligheder
angaaer, med mine Venner. At jeg nogensinde har været i slet
Selskab, er ved den levende Gud! ikke sandt. Da maatte vel
hellere mine Venner kunne kalde mit Selskab slet, om galt skulde
være. løvrigt et Menneske, der knapt nok er 19 Aar vil man
vel ikke gjøre til et Monstrum af Tøilesløshed og Vildhed, og,
har jeg været uordentlig, da følte jeg isandhed Trangen til noget
Ædlere. Men — som jeg siger, Verden skal see, at Ingen kan
nærme sig Hulda Malthe, en saadan Datter af en saadan Moder,
uden virkelig at blive bedre. —
Jeg har hørt Trediemand finde det forunderligt, at jeg saa
snart kunde glemme Jfr. Selmer. Samme Tanke kunde jo opstaae
hos Dem og derved tillige Meningen, om at De nok ikke havde
feilet, da De sagde, jeg var letsindig. O De har vel ikke feilet
i denne Dom; men — jeg spillede ogsaa dengang mine Kort som
— et Beest: jeg sagde hvad jeg havde paa Haanden, lod Andre
kige mig i Kaartet og blev da tydelig Bete, hvilket jeg ikke var
bleven, dersom der da havde været Mandsmod hos mig.
Jeg vil fortælle Dem en Mythe:
„En skjøn Sjel — De kan tænke Dem Petrarchs Laura eller
Johanna Gray, eller hvilket andet ædelt Fruentimmer, De erindrer
Dem — hævede sig fra Jorden. Den udfoldede sig herligere og
herligere igjennem jo flere Liv den vandrede : den havde allerede
gjennemvandret Aandernes, Stjerneaandernes, Seraphernes, Che
rubernes og Eloahernes Klasser, da den øverste Eloah, forbauset
over denne Aands Dyd og Glands, for ikke at flette et nyt
Mellemled mellem sig og Englene, i sin Viisdom deelte den og
sendte den atter ned til Jorden, at gjennemløbe samme Bane.
Begge denne herlige Aands Dele vare hinanden fuldkommen lige,
som en kløvet Diamant, og som to Stjerneskud dalede de tvende
Søstersjele ned til Jorden. Den lunefulde Skjebne lod dem synke
i to yndige Legemer i vort gode Fædreneland, og Menneskene,
uvidende om deres foregaaende Skjebne, kaldte den Ene „Hulda",
den Anden „EmilieH. —
Jeg veed ikke hvilken gunstig Aand, der meddelte mig dette;
men jeg ene kjendte disse Tvendes foregaaende Skjebne ; maaskee
min Sjel var de svage Levninger af Jorden, som endnu klæbede
ved Aanden, og at jeg, nedstyrtet med dennes to ædle Dele, af
Brev. 2
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
