Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
34 Brev
Erindr mig ikke, om De ikke ganske har glemt mig, med Uvillie,
vakre, ædle Hulda! De vil det ikke, nåar De erindrer hvor
meget jeg, hvor inderligen jeg elsker Dem. Tilgiv ogsaa, at jeg
vover at nævne Dem saa: min, min gode, vakre, elskelige, el
skede Hulda! Det er mit Hjertes Trang at nævne Dem saa,
nåar jeg taler til Dem. Vær mig god for min Kjærligheds Skyld,
skjøndt denne er heller ingen Fortjeneste. Jeg skrev dette Brev
mest fordi jeg var bedrøvet for Deres Skyld, om De troede hiin
sidste Bagvaskelse. Tro herefter intet Ondt om mig! Lad mig
gjennem Ludvig faae vide Deres Tanker medhensyntil hine.
Da Himmel og Jord ere fattige nok for mig, nåar jeg beder
om Godt til Dem, til Hulda: ere alle Juleglæder i mine Øine
ogsaa for smaa — imidlertid jeg haaber at det ikke vil nægtes
mig, idet jeg beder om disse til Dem.
Levvel ! Levvel !
Henr: Wergeland.
TIL LUDVIG MALTHE
Chnia 10 Dec. [1827.]
Min kjære Louis, jeg venter længe paa et Par Ord fra dig,
om hvad H., din Søster siger . . o har hun Intet sagt? Hun vil
Intet sige? hun troer mine hevngjerrige Fiender, skjulte, plyn
drende den Lykke, Skjebnen har kastet til mig, som det skumle
Hav skyllende glindsende Rav til Preussens sørgelige Kyst?
Hun troe dem og ikke mig? ha, er det saa, saa skriv ogsaa
det; thi Forventningen qvæler langsomt, gjækkende Døden med
enkelte Aandedrag.
Jeg erindrer nu først, at det kun er — lad mig see 1 1 1 1 1 fem
Dage siden du og din gode Søster reiste. Det er altsaa for
meget forlangt af mig, at du skulde skrevet nu; men — Tiden
er mig et stønnende Dovendyr, slæbende sig frem paa det visne
Løv, og siden du reiste og Lovise reiste — Lovise, hvis Venskab
jeg vandt, hvis Godhed er en bølgende, himmelblaa Fjer, fæstet
med en uløselig Demantagraffe til den store, store, sorte Odins
hat som skygger mig, er borte, men igjen, borte fra Hulda, L,
din Moder, dig, fra denne Kreds, min Sjel brænder efter at
knytte sig til — sniger Dagene sig frem paa Krykker, Timerne
halte, Minutterne snuble.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
