Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
35Desember 1827.
/
Og nåar jeg seer hen til Julen — det sortner. —
Vær ikke phlegmatisk Louis, og siig ikke — skjøndt der vel
er Grund derfor — at Juletiden er ikke forskjellig fra en anden
Tid uden blot i Navnet. Den er virkelig forskjellig: Jeg vil ikke
deducere dette. Men at sidde i sit Værelse, røge Tobak, ver
sificere, læse, maaske gaae med slet Humeur paa Comedie og i
et geneant Byeselskab, høre Bjeldeklang uden for Vinduerne,
være solo — Alle bortreiste — min Gud i Hunlen, hvilket Liv,
hvilket afskyeligt Liv! hvilke Udsigter!
Dog — Alt er godt: det værste har jeg dog ikke nævnet: det
er: have det mørkt indvortes, qvæle Graad med Smiil. 0, det
var alt godt, nåar jeg vidste hvad H. tænker.
Hid kom jeg — jeg var henne og hørte paa Dahl ved Examen —
da jeg ved Hjemkomsten fandt dit Brev. Jeg takker Dig min
Ven! jeg takker Dig! Og Hulda, Hulda ofrer jeg min inderlige
Tak og Agtelse for hendes beroligende Ord. Jeg er rolig, jeg
er glad og ikke glad! kan du forklare dig denne Stemning?
Hvor jeg agter hende for hendes forstandige Opførsel? er hende
tåkskyldig for hendes Godhed?
Men siig mig, hvad lever min Kjærlighed af, hvad giver den
Næring? Og dog svulmer den, blomstrer paa en sygelig Stengel?
Den er udødelig — den er udødelig! den lever jo af Intet.
Skjøndt jeg er i et saa uendeligt Fjerne fra din elskelige Søster,
skjøndt hun selv fjerner mig saa langt bort fra sig, skjøndt der
ligger en Ørken mellem mig og hende (mel. den tørstige Ismael
og den rislende Cisterne) skjøndt endog denne Vio.ooo Part af
Vioo Haab — min eneste Rigdom — ofte forlader mig og jeg
mistvivier el. fortvivler: skylder jeg Hende, Hulda og Lovise,
som deeltager i min Skjebne som en øm Veninde, at bidrage
mit til åt de kunne kjende mig — endog om jeg maa afdække
Feil. Hulda viser mig Tiltroe, jeg bør vise Hende at jeg for
tjener den, at jeg ikke vil bedrage Hende ved Forstillelse, om
jeg maa bekjende, rødmende, Forseelser, endog saa stygge som
det at bryde et Løfte; men jeg holder et Andet, nåar jeg gaaer
den lige Vei frem og — jeg kjender Hjerterne, jeg aabner
mit for.
Jeg er letsindig, jeg er letsindig, meget letsindig — det siger
jeg med bitter Alvor til mig selv — gid Hulda og Lovise kunne
3*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
