Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
62 Brev,
Min Agtelse for Deres Beskedenhed forbyder mig, i det em
phatiske, men dog sande Sprog, jeg af Tilbøjelighed ellers gjerne
valgte, ja endog i det Simpleste, at nævne, hvad der hos Dem,
Elise Wolff, har gjort og stedse gjør Dem til mit Hjertes Hellig
dom, som mine ædleste Tanker og reneste Ønsker bøje sig for
og omfatte med al den Glands, en skjøn Phantasie, med al den
inderlige Ømhed, et dybtfølende Hjerte kan skjænke, om hvem
mine Livsplaner dreje sig afhængige midt i deres Dristighed og
naturlige Frihed — 0 sandere, hvem jeg høiagter og beundrer
i den Grad, at min Lidenskab, at min Kjærlighed, at mit ude
lukkende Ønske, at leve alene for denne hellige Gjenstand —
skjøndt jeg, som De vil erfare, længe har kjæmpet foråt ned
dæmpe enhver anden Følelse end Høiagtelse — synes mig Dum
dristighed og utilladt imod Den , jeg gjerne viede mit Liv til at
tjene i det Fjerne, som en Devot sin Helgen.
Mistvivl ikke — ædle, fortræffelige Pige! om den sandeste
Oprigtighed, i det vigtigste af alle Anliggender, hos et Menneske,
hvem aldrig hans Fiender have berøvet denne Dyd. De vil for
undre Dem over denne Tilstaaelse; men De vil forandres end
mere, nåar jeg her tilstaaer Dem, at ingen anden Kjærlighed
end den eneste og højeste og inderligste til Elise Wolff, har be
hersket min Sjel og vil det til jeg synker sammen som en ud
brændt Volcan: at alle mine besynderlige fata, alle mine Bizar
rerier og tilsyneladende Udbrud af det lidenskabeligste Gemyt,
alene ere Ytringer af min indre, voldsomme Kamp for at dæmpe
mine Følelser, der dog altid reiste sig i deres himmelske Kraft
og Skjønhed, saa jeg nu maa slappe min Spænding og elske med
Vemod min ulykkelige Lidenskab, som en Moder sit Barn med
Tæringroserne paa Kinderne. Jeg er vis paa, at De med Deel
tagelse vil følge mig, nåar jeg nu, med Vemod og et Øje, der
skjuler slet en Tåare — liig det faldne Edens blinkende Cherub —
anatomerer mit Indre, udvikler de fineste Traade i mit Hjerte,
som have sammenslynget sig til den foranderligste Væv. — 0,
jeg seer Dem blande Alvor og Godhed i et Smiil, om De smiler
ved at skue de Gjøglerier, et dog ganske fornuftigt Menneske,
med fri Viilie, har ladet sin Phantasie spille Sig.
Det er min Sjels Historie, jeg vil fortælle. Jeg betragter mig
objectivt og prøvende, og jeg har Nøglen til alle mine Inconse
qvencer og Udskejelser, og jeg seer Fingeren som sønderrev alle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
