Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
September—oktober 1828. 81
TIL ELISA WOLFF
Eidsvold Præstegaard 26 October 1828.
Til
Elise Wolff.
Jeg ønsker, at de faae, sidste Ord, jeg føler, jeg bør sige Dem,
maae kunne udtrykke min Taknemmelighed og Høiagtelse saa dybt
som min Sjel føler disse. Jeg ønsker, at mine Følelser maae
strømme klare igjennem disse sidste Linier, som de strømme sande
igjennem mit Hjerte — nu lykkeligt, da det gjemmer Visheden
om, at den Eneste og Bedste kjender min Sjel og skatter og
lønner dens Følelser med Alt hvad jeg angstfuld stræbede efter,
med Deeltagelse og Godhed og et Smiil af Venskab.
Min Kjærlighed tie; men Taknemlighed og en Følelse, højere
end Høiagtelse, men som jeg intet Ord har for, dersom De vil
mistroe mig, nåar jeg siger ..Tilbedelse" maae tale. Denne sidste
Følelse er for meget blandet med Ærbødighed til at turde tale,
som i enkelte Strøg af mit første Brev; men alligevel er det mig
umuligt, i disse sidste Ord, som ogsaa i hine Første, Andet end
at glemme den formelle, kolde Benævnelse, jeg for Verden, med
Denne, maa nævne Dem med: det er mig umuligt nu, da jeg taler
i Eenrum med Dem, at nævne Dem anderledes end saaledes som
mit Hjerte nævner Dem inden de tause Læber; thi for mig er
De intet Andet end den aand- og hjerterene, ædle og milde Elise.
Saaledes nævner mit Hjerte Dem — mine Drømme lægge endnu
Ord til — tillad derfor, at jeg kalder min Velgjørerinde saa. Jeg
troer, saavist som mit Øje finder Dem skjøn, men mit indre Øje
endnu skjønnere, at den Tid vil komme før Graven, da De mundt
ligen vil høre mig blot nævne Dem saa, om en Lykkeligere her
kan lægge „min" til — ja, at De da vil glæde Dem over, at Deres
gamle Elsker finder sin højeste Fryd i at turde tiltale sin Ene
og Hellige saaledes som jeg turde tiltale Dem om vi vare Børn.
Er dette en Spaadom? Mit Øje svømmer . . og derfor — ikke
mere Udmalningen af en Scene om 20 Aar! Men det vil hæn
des, hvis Alvors strengere Blik kan skimte bag Skjebnens Slør
— eller (dette er vist sandere) en Tåare er et enkelt Stjerne
skud, et lynsnart Skimmer som gjennemfarer Rummet bag dette
Teppe, som hænger lige for min næste Secund, saa vi kunne
see; men hastigt, hastigt; og, Hvad vi saae, gjemmer Erindringen.
Brev. 6
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
