Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
82 Brev
Men hvor let i denne Hast at tåge feil? Et saadant Blik maa
være et Lyn; thi at ville udgrunde noget, duer ikke. Hvor let
at see feil? See en Ørken fuld af rædsomme Gestalter istedet
for, Hvad det virkelig var, et Paradiis palmekrandset , orange
klædt?
— Ah, jeg er ingen Clairvoyant, eller rettere, jeg veed ikke,
om jeg er det. Men jeg vilde ønske Dem, Elise, blot to Minut
ters Klarsynethed foråt læse i mit Hjerte. De behøvede ikke da
at være forud saa retfærdig og mild som de var blot ved at
høre Udbrudet af mine Følelser, hvilke Sproget kun, nåar jeg
dypper det i min Phantasie og følger min Geist, nogenledes kunde
udtrykke. Det er ikke sandt, at Poesie lyver; men Mistanken
herom hviler (Gud veed, hvilken Løgner har opfundet det) dog
paa den, og, foråt undgaae mindste Skin af denne, læste De
mine Følelser i den simpleste Prosa, som jeg, ledet af hiin For
dom, troede kom Sandheden nærmest. Det var at see en Se
raph klædt i den farveløse Ornat, en Geistlig eller Borgermester
iføre sig for ei aldeles at tabe sig mellem det vrimlende Støv.
Mit Væsen er Kjærlighed til Elise (min Stella, min himmelske
Stella, som jeg ikke vil finde før i Himmelen) og denne Kjær
lighed er Poesie; thi den er en Stræben efter det Ophøjede og
Skjønne. Hvad heraf conseqvent følger er klart: nemlig, at mit
Væsen er Poesie, at det for at udtrykke sin Kjærlighed burde
brugt Poesie. Dog, Elise ! læg Mærke til min individuelle Maade
som Digter i Fremtiden, og da vil De see, at den Clairvoyance,
jeg ønskede Dem, er unødvendig, da, i hver en eneste af mine
Aandsfrugter, som nu snart, nåar jeg faaer Examen fra Nakken,
Slag i Slag skulle skyde frem, mine dybe Følelser, de evige, for
Elise ville blive klarere og stedse være Grundtonen. Ha — sandt!
sandt! det vilde være hensigtsløst og fornuftstridigt — altsaa tvert
imod hvad vi maae tænke os som Forsynets Lov — om et Væsen
skulde igjennem et heelt Liv rastløst arbeide og tænke imod et
Maal forgjeves og saaledes, nåar dette Væsen kom ind i den
anden Verden, skulde det finde sit forrige Liv, som bugnede
under høje, aandige Tanker, kraftfulde Handlinger og en ædel
charakteret Vemod, som stedse slog sine Vinger, liig en lænket
Sortdrosl, mod det Fjerne — til Intet. En Sjel maa jo dog be
holde sit livgjørende Princip — og Hvad dette er hos mig, veed
De Elise — eller dog Erindringen. Og hvad maa da ikke denne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
