Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
38 Supplement
ANDEN SCENE
Jungfrauhorn. Morgen.
Manfred alene paa Spidsen.
Manfred.
De Aander, som jeg mante, mig forlade.
De Magtensord, jeg lærte, mig bedrage.
Den Lise, som jeg søgte, kvæler mig.
Ei mere troer jeg høiere Væsners Bistand,
De Intet mægte over det Forgangne,
og indtil Dette sluges op af Mulmet,
jeg søger ikke det Tilkommende.
0 Moder Jord, du Dag, som hist fremgryer,
1 Alper, o hvi ere I saa skjønne!
Jeg elsker eder ei.
Og du, du Verdensaltets Straaleøie,
der aabner dig for Alt og Alt henrykker,
— i mit, mit Hjerte seer du ikke.
Og Bergeskrænter, paa hvis hvasse Tind
jeg staaer, mens hissetneden for mit Øie
De ranke Furuer paa Elvebredden
til Krat indsvinde i den Svimmeldybde
— hvi, naar et Sprang, et Træk kun af Bevægelse,
ja kun et Pust mit Bryst til evig Ro
paa Klippeleiet kunde føre — ha,
hvi gyser jeg da end?
Jeg føler Længslen; styrter dog ei ned.
Jeg Faren seer, og træder ei tilbage.-
Mig svinde Sandserne, men fast staaer Foden.
Saa styrer mig en Magt, som holder mig
tilbage, og som gjør det til min Skjebne
at leve, hvis det kaldes kan at leve,
at slæbes om i fæle Sjeleørkner
og være Graven for sin egen Sjel.
Thi ville disse Gjerninger, jeg øved,
retfærdiggjøre — sidste Svaghed i
det Onde, jeg forlængst har dig forsaget.
(En Ørn svinger sig op)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
