Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Samling - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Paa Nattehimlens Blaa!
Sit Mod, sin Kraft han samler —
Skjøndt ved din Storhed ør —
Med dristig Haand han famler,
Gudinde! i dit Slør.
Han blotter Marmorarmen,
Han leger med dit Haar,
Han føler under Barmen
Hvordan dit Hjerte slaar;
Fortro ham blot dit Indre,
Din Tankes høje Flugt!
Lad Stjerneøjet tindre
Forstaaeligt, som smukt!
En sagte Hvisken lyder
Fra dine Læber da;
Det Ord, din Taushed bryder,
Er skjønt som Brudens J a;
Vi lægge tæt vort Øre,
Tæt ved dit hulde Bryst,
For Ordet ret at høre:
Frihed! saa, lød din Røst.
Det Ord — som Bølgeskummet
Det gaar fra Kyst til Kyst,
Og stort som Verdensrummet
Det fylder Mandens Bryst.
Af Alt hvad vi har lyttet,
Alt hvad der bragtes ud:
Frihed! det var Udbyttet —
Frihed. Naturens Bud!
Det klinger som en Gaade,
At evigt gruble paa;
Dog skulle vi den raade
Og løse vel forstaa.
Det straaler fra det Dunkle,
Fra Nattens Moderhjem —
Frihedens Dag vil funkle
Og bryde herligt frem!
Ballade.
»Jomfru Else, Jomfru Else!«
Skrev Hr. Peder til den Skjønne,
»Jeg har bejlet nu saa længe,
Vil I ej min Troskab lønne?
Dybt mit Slot med røde Mure
Spejler sig i Søens Vove;
Hjort og Hind paa Marken spille
Og i mine mørke Skove.
Liden Smaadreng staar med Roser
Ved det gamle Borgeled;
Egesengen i mit Kammer
Er saa ensom, er saa bred.
Mine lange, slebne Spejle
Længes under Loftets Bue
Efter eders tusind Ynder
Tusindfoldigen at skue.
Over mig som eders Slave
Skal I egenmægtig raade —
Und mig eders Haand at fæste,
Und mig eders Hjertes Naade!
Jomfru Else, Jomfru Else!
Uden eders Rosenlæbes
Sagte Ja gaar jeg til Grunde —
Elskes maa jeg, eller dræbes!«
»Ædle Herre, ædle Herre!«
Skrev den Skjønne ham tilbage,
»At jeg ej kan elske Eder,
Maa i Sandhed jeg beklage.
Eders Slot og eders Skove
Kan mit Hjerte ej bevæge;
Selv I-er jo mørk og skummel
Som de gamle Skovens Ege.
Fejgt af eders Fædres Rigdom
Lever I med stolte Fagter:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
