Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
DET NITTENDE AARHUNDREDE
163
124
store Kommandoer. Et Felttog er kun en Flytning
af Hoflivet ud i aaben Mark, en Forlystelse i stor
Stil, hvor det personlige Mod maaske faar Lov at
glimre, men ikke formaar at forhindre Nederlag.
Alt Arbejde hviler paa de lavere, usselt lønnede
Grader. Om Overflødigheden paa de høje Embeder
faar man en Forestilling ved at høre, at i den
franske Armé var der kort før Revolutionen ikke mindre
end 1171 Generaler, et lignende Forhold som nu i
Spanien.
Paa mangfoldige Steder synker derfor Landadelen,
udelukket fra
Naadens og
Rigdommens
Kildevæld, ned
i Kaar, der
ikke svarer til
dens Stand, og
stundom i den
dybeste
Elendighed. I
enkelte Egne er
to-trehundrede
gamle
Adelsslægter fuldstændig ruinerede. I
Limousin har af
flere tusinde
adelige Familier
næppe femten
en aarlig
Indtægt af 20,000
Frcs. Mangen
gammel
høj-baaren Familie
maa slaa sig
igennem med
1000, ja 500
Frcs. om Aaret;
og i Bretagne
ser man en
Mængde fattige
Adelsmænd,
der for at
opholde Livet,
maa gribe til
de simpleste
Beskæftigelser.
Mangfoldige
sidder paa en
elendig lille
Gaard, hvor
kun Dueslaget
og Vaabnet over Døren tilkendegiver Adelskabet, lever
som Bønder og spiser Grovbrød.
Landadelens Stolthed og Hævden af sin
Selvstændighed, som oprindelig lagde sig for Dagen ved, at
den holdt sig borte fra Hoffet, blev betragtet som
ren Opsætsighed, som aabenbar Trods mod
Suverænen. Kommer derfor en Adelsmand fra Landet,
fattig, men med et klingende Navn, saa en Gang ind
til Versailles — efter med megen Ulejlighed og
Bekostning at have udstyret sig standsmæssig — for at
søge om en Naadesbevisning, der maaske kan redde
hans gamle Navn fra at synke endnu dybere ned,
saa lcan det hænde, at Kongen ved den første
Bøn-som han retter til Majestæten, blot siger de faa Ord:
»Hvem er De? jeg ser Dem aldrig hos mig,» Og saa
er alt forbi med det samme. Intet Menneske i
Versailles kender en Mand, eller gør noget for en Mand,
som Kongen ikke kender. For ham er alle Døre
lukkede, han har ikke gjort sin Skyldighed, og
Naadens Sol skinner ikke paa ham.
At blive forvist fra Hoffet til sine Godser — thi
der er mange af Hofadelen, der har store prægtige
Godser, hvor
Hoflivet
gentages i
formindsket Maalestok — er
derfor den største
Ulykke, der
kan times et
Menneske, selv
om alle
Jordens Goder var
samlede paa
hans
Forvis-ningssted. »Jeg
beder paa
mine Knæ«skriver Hertugen
af Richelieu til
Mdme de
Pompadour, »at Hs.
Majestæt vil
tillade mig ofte
at komme og
gøre ham min
Opvartning.
Jeg vil hellere
dø end
undvære at se
ham i to
Maaneder.« »Naar
man erindrer,«
hedder det saa
sent som i
1787, »at det
at beskue
Majestæten, er den
fuldkomneste
Lykke for
Hofmanden , for
hvem det hele
Livet igennem
kun drejer sig
om at se
Kongen og blive set af ham, saa vil man kunne fatte, at
det at se Gud er de saliges højeste Fryd.«
Paradiset paa Jord var Versailles. Den, som ikke
har set Herligheden her, har intet set. Selv efter
de foretagne Indskrænkninger i Hofholdningen tog
det sig stadig ud som i Ludvig XIV’s Dage. Prægtigt
og mægtigt, men koldt og fornemt trækker
Midterpartiet af den pragtelskende Konges Slot — opført i
1660—1710 for en Sum i vore Penge af omtrent
1000 Millioner Frcs. — sig tilbage fra Sidefløjenes
Frontlinje. Foran begge disse ligger en Del Til-
Fig. 72. Ludvig den sekstende.
Født deu 23. August 1754; Konge af Frankrig 1774; henrettet 21. Januar 1793.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
