Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Om den ved kongeloven fastsatte arvefølge. (1886.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
så stærkt bestridte standpunkt, at loven giver sig af med at
udpege individer istedenfor linjer. Ud fra denne forudsætning
vender han sig endog polemisk imod loven og bebrejder den,
at den glemmer, at der længere ude i slægten også kan være
mænd og at disse burde været nævnte. Konsekvent måtte
han jo iøvrigt kræve det samme i art. 32, når dens omfang
skal være den samme. Selvfølgelig kræver han dog ikke dette,
da han meget vel indser, at de to artikler fornuftigvis må
betegne forskellige kredse af arvinger, om ikke for andet, så for
det „dernæst“, som forbinder dem; men han mistvivler om at
kunne finde det afgørende i modsætningen og mener da, at
det er koncipisten, som er skyld deri.
En noget ædrueligere kritik vilde her have kunnet retlede
ham, selv om det selvfølgelig er langt lettere nu at se
sammenhængen med den latinske text for øje. Først burde han
da ikke have ladet sig vildlede af ordet „fædrenestamme“ og
have lukket øjet for, at der ved dette udtryk i art. 32
nødvendigvis må tænkes på agnata, således som Scheele rigtig
havde forstået det. Dernæst burde han ikke have forargedes
over ordet „frænke“ som en unøjagtighed eller forglemmelse,
men, da han engang var bleven opmærksom på denne
ejendommelighed (den var undgået ham i hans forelæsninger før
1848 og heller ikke bemærket af Scheele), burde han have
set, at dette rummelige ord her blev et nødvendigt mellemled
mellem sidste konges agnata og første erhververs datter. Hele
artiklens ordlyd viser, at det forholder sig således. Han vilde
da ikke have behøvet at opgive sin opfattelse af
repræsentationsretten eller sin tro på lovgiverens evne til at kunne
holde de simpleste ting ude fra hinanden.
Der er vistnok god grund til at anse det for et held, at
de to modsatte fortolkninger af kongelovens arveregler ikke til
sin tid kom offenlig frem, så striden mellem dem skulde have
været udkæmpet med så lidet fyldestgørende våben.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
