Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
137
Kristine slåp hende, og da Farbror An
ders idetsamme kom ind, smøg Hilda ud
igjen, — forvirret og ulykkelig over det, hun
havde gjort.
Men Kristine stod ganske bleg med knyt
tede Hænder; nu begyndte hun at forståa.
Det var det, man beskyldte hende for, at
hun lokkede Husets Sønner til sig. Det
var den største Skam, hun kunde tænke
sig: at lokke Mandfolkene til sig; „helst
Johan" — havde Frøkenen sagt; Doktoren
— Statsraadens ældste Søn ! — og det skulde
hun have gjort.
Jeg vil hjem — Farbror Anders."
„Saa vilde det se ud, somom de havde
Ret," svarede han roligt.
„Ved du det ogsaa?" — raabte Kristine,
„men hvad er det da, jeg har gjort?"
„Du har Gud ske Lov ingenting gjort —
kjære Kristine! — og du skal ikke være
ræd. Jeg skal nok passe paa dig. Det har
jeg ogsaa sagt til Statsraaden."
Statsraaden; — ved han det ogsaa! -
jeg vil hjem; lad mig komme hjem Farbror —
bad Kristine bønligt.
„Jeg er ræd, at de derhjemme skulde
synes, det var leit, om du kom hjem af den
Grund," sagde Farbror Anders.
Af den Grund — gjentog Kristine for sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
