- Project Runeberg -  Arne /

(1859) Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Ottende kapitel

Fra den dag Arne av hjærtet prøvde at leve tættere in til sin mor, fik han et annet forhold til alt folk. Han så mere på dem med morens milde øjne. Men han hadde ofte ondt ved at bli sit forsæt tro; for det han dypest tænkte, forstod ikke altid moren - og her er en vise fra den tid:

Det var slik en vakker solskinsdag,
jeg kunde ikke være inne;
jeg ranglet til skogs, la mig att å bak
og vugget hvad kom i minne;
men der krøp maur, og der stak mygg,
og klæggen var snøgg, og hvepsen stygg.

"Kjære, vil du ikke være ute i godvejret da?" - sa mor, hun sat og sang i svalen.

Det var slik en vakker solskinsdag,
jeg kunde ikke være inne;
jeg gik på en eng, la mig at å bak
og sang, hvad som fall ti sinne;
da kom der ormer, tre alen lang',
at sole sig litt - og jeg la på sprang.

"I slikt velsignet vejr kan vi gå barføtt" - sa mor, hun drog sokkene av sig.

Det var slik en vakker solskinsdag,
jeg kunde ikke være inne;
jeg gik i en båt, la mig at å bak
og lot den for strømmen rinne.
Men solen stak, så min næse sprak;
d'er måte med alt, og på land jeg trak.

"Nu er det vel dager til at få højet tørt i" - sa mor, hun slog i det med en rive.

Det var slik en vakker solskinsdag,
jeg kunde ikke være inne;
jeg kløv i et træ, det var annet slag!
der kunde jeg svalning finne.
Så datt en træ-åme ned på min hals,
jeg hoppet og skrek; det var fanden til vals!

"Ja, skjener ikke kuen idag, så skjener hun aldrig" - sa mor, hun glante op i lien.

Det var slik en vakker solskinsdag,
jeg kunde ikke være inne;
så la jeg på fossen i store slag;
der var nu vel fred at finne!
mens solen skinte, så druknede jeg, -
ha du skrevet visen, så er det ikke mig.

"Bare tre slike solskinsdager, og alting er i hus" - sa mor, hun gik at reje sengen <--- ! --->min<--- ! --->.

Allikevel blev samlivet med moren hvær dag til større og større husvalelse. Det hun ikke forstod fik like godt et forhold til ham, som det hun forstod. Ti derved at hun ikke forstod, tænkte han det oftere om igjæn, og hun selv blev bare kjærere for ham ved at han til alle sider fant hennes grænser. Ja, hun blev ham uændelig kjær!

Arne hadde som barn ikke brydd sig om eventyr. Nu som voksent menneske længtes han til eventyrene, og disse drog folkesagn og kjæmpeviser efter sig. Hans sinn tok en underlig længsel; han gik meget alene, og mange steder der omkring, som han før ikke hadde set på, syntes ham så vakkre. Den tid han sammen med sine jævnaldrende gik til konfirmationen, hadde de ofte leket ved et stort vand nedenfor præstegården, Svartsjøen kallet, fordi det lå dypt og sort. Det vand begynte han nu at tænke på, og en kvæll drog han ditop.

Han satte sig bak et kjærr tæt under præstegården; denne lå i en meget bratt bakke, som længer oppe blev til højt fjæll; likeså var det på den andre bredd, og derfor bar der stor slagskygge ut over vandet på begge sider; men langsefter det i midten var en stripe fagert sølv-vand. Alt lå i ro; solen holdt på at gå ned; der skranglet litt bjælleljom over fra den motsatte bredd; men ellers var det stille. Arne så ikke like overfor sig, men først inover i bunden av vandet, fordi solen sprængte noget bristende rødt utover der, litt før den sank. Fjællene hadde der inne bøjet sig til side, så der var en lang, lavt liggende dal imellem, og mot denne slog vandet op. Men det så ut som om fjællene rant langsomt ned mot hinanden, for at ta den mellemliggende dal in som i en gynge. Gård i gård lå in over dalen; røken slog op og kom væk; markerne stod grønne og dampet; båter la til, ladede med høj. Han så meget folk gå av og til, men kunde ingen støj høre. Øjet drog sig derfra og bort over stranden, hvor bare Vorherres mørke skog drev op. Inne i skogen og langs vandet hadde mennesket dradd sig vej likesom med en finger; ti en bugtende sølvstripe slog sig alt jævnt igjænnem. Denne fulgte han med øjet like til bent overfor den hvor han sat; da sluttet skogen; fjællet gav litt mere rum, og straks lå der gård i gård. Det var ænnu større hus æn de inne i bunden, rødmalte, med højere vinduer, som brænte i solen. Der stod stort sollys på bakkerne; det minste barn som lekte der, viste sig så tydelig; tindrende hvit sand lå tør ved vandet, og på denne hoppet unger sammen med nogen hunder. Men med én gang var det hele solforlatt og tungt, husene mørkerøde, engen sortgrøn, sanden gråhvit, barnene små klumper: en tåkestump var steget op over fjællet og hadde tat solen. Han gjæmte øjet nede i vandet; men der fant han igjæn altsammen. Markerne lå og vugget, skogen trådte taus hen til, husene stod og så ned, dørene var åpne, og barn gik ut og in. Eventyr og barnlige ting kom farende til som små fisker efter agn, skar væk, kom igjæn, lekte omkring, men nappet ikke.

- "Lad os sætte os her, til mor din kommer efter; præstefruen blir vel også engang færdig." - Arne skræmtes op; der hadde sat sig nogen like bak ham. "Men jeg kunde ret få være igjæn bare denne ene natten," sa en bønlig stemme igjænnem gråt; den måtte tilhøre en ikke ganske voksen jænte. "Gråt nu ikke mere; det er styggt at gråte fordi du skal hjæm til mor din." Det var en blid stemme, der gik langsomt og tilhørte en mann. "Det er ikke derfor jeg gråter." - "Hvorfor er det du gråter da?" - "Fordi jeg ikke længer skal være sammen med Matilde."

Så het præstens eneste datter, og mintes Arne, at en bondejænte var opdraget sammen med henne "Det kunde likevel ikke vare evig, dette."- "Ja, men én dag til da, kjære!" og hun stortutet. "Best er det du føres hjæm nu; kanske det alt er for sent." - "For sent? hvorfor det? Har du hørt slikt?" - "Du er bonde født, og bonde skal du bli; vi har ikke råd til at holde nogen stasjomfru." - "Jeg kunde da ændelig være bonde, fordi jeg blev der." - "Det forstår du dig ikke på." - "Jeg har bestandig båret bondeklær." - "Det er ikke dem som gjør det." - "Jeg har både spunnet, vævet og kokt."- "Det er ikke det heller." - "Jeg kan tale likesom du og mor." - "Ikke det heller." - "Ja, så vet jeg ret ikke hvad det er," sa jænten og lo. "Det vil vise sig; - ellers er jeg rædd for, at tankerne dine alt nu er blet for mange." - "Tanker, tanker! det siger du bestandig; jeg har ingen tanker, jeg," hun gråt igjæn. "Å, du er en vindkegle, er du!" - "Det sa aldrig præsten." - "Nej, men nu siger jeg det." - "Vindkegle? Har du hørt slikt? Ingenting vil jeg være." - "Nu ja, så vær ingenting."Nu lo jænten. En stund efter sa hun alvorlig: "Det er styggt av dig, du kaller mig ingenting." - "Herregud, når du selv vil være det!" - "Nej, jeg vil ikke være ingenting." - "Godt, så vær alting." - Jænten lo. En stund efter med sørgmodig stemme: "Slik gjorde aldrig præsten nar av mig." - "Nej, han gjør dig bare til nar." - "Præsten? Så snill har du aldrig været med mig som præsten." - "Det vilde nu også være for galt." - "Sur mælk kan aldrig bli søt." - "Jo, når den kokes til myse." Her skratlo jænten. "Der kommer mor din."Så blev hun alvorlig igjæn.

"Slikt langtsnakkende kvinnfolk som den præstefruen har jeg aldrig i mine levedager truffet på," skar en skarp, kringmælt røst in. "Skynd dig nu, Bård, rejs dig og sæt båten ut! Vi kommer ikke hjæm inat. - Fruen vilde, jeg skulde passe at Eli gik tør på benene. Jagu får du passe det selv! Hvær morgen gå tur for bleksottens skyll! Bleksott mig her og bleksott mig der! - Rejs dig nu, Bård, og sæt båten ut; jeg som skal sætte dejg i kvæll!" - "Kisten er ænnu ikke kommet," sa han og blev liggende. "Men kisten skal heller ikke komme; den skal så til første prækendag. Hører du, Eli, løft på dig; tag panken din og kom! Rejs dig nu, Bård!" - Hun avsted og jænten efter. "Kom nu; men så kom nu!" lød det nedenifra. "Har du set efter nøklen i båten?" spurte Bård og blev liggende. "Ja, den står i," - og Arne hørte henne nætop kakke den i med et øsekar. "Men så rejs dig nu, Bård! Vi skal da ikke bli liggende her inat?" - "Jeg vænter på kisten." - "Men, kjære, velsignede dig; jeg har jo sagt den skal stå efter til første prækendag." - "Der kommer den," sa Bård. Og de hørte ramlet av en vogn. "Men jeg har jo sagt den skulde stå efter til første prækensøndag." - "Jeg har sagt den skulde være med." Konen uten videre op og til vognen, bar panken, løp og andre småting ned i båten. Så rejste Bård sig, gik op og tok kisten alene.

Men bak efter vognen kom en jænte farende i stråhat og med flaggrende hår; det var præstefrøkenen. "Eli, Eli!" ropte hun på lang vej. "Matilde, Matilde!" svartes der, og op og mot henne. De møttes oppå bakken, de tok om hinannen og gråt. Da tok Matilde op noget hun hadde sat ned i græsset; det var et fuglebur. "Du skal ha Narrifass, det skal du. Mor vil det også. Du skal ændelig ha Narrifass ... jo du skal! - og så skal du tænke på mig - og meget ofte ro ... ro ... ro over til mig!" - og de gråt begge meget. "Eli! kom nu, Eli! Stå ikke de," lød det nedenifra. "Men jeg, jeg vil være med," sa Matilde; "jeg vil være med over og sove hos dig inat!" - "Ja, ja, ja!" - og med armene om hinannens hals drog de nedover mot støen. En stund efter så Arne båten ute på vandet, Eli stod højt i bakstavnen med fugleburet og vinket, Matilde sat igjæn på voren og gråt.

Hun blev sittende der så længe båten var på vandet; det var kort over til de røde hus, som før mældt, og Arne blev også sittende. Han fulgte båten likesom hun. Den kom snart over i det sorte, og han væntet til den la mot land; da så han dem i vandet;i dette fulgte han med dem op mot husene, just til det vakkreste av dem alle. Han så moren gå in først, så faren med kisten, og sist datteren, så vidt han kunde skjelne dem på størrelsen. En stund efter kom datteren ut igjæn og satte sig foran burdøren, væntelig for at se over u i det samme solen la sin siste stråle. Men præstefrøkenen var alt gåt, og det var blot han som nu sat og så henne i vandet. "Montro hun ser mig?" - -

Han rejste sig og gik; solen var nede, men himmelen lys og blåklar, sådan som sommernatten har den. Dampen av vand og land drog sig op over fjællene på begge sider; men toppene stod frie og så over til hværandre. Han kom højere op; vandet blev mere sort og nedsænket, og likesom mere tæt. Dalen derinne i bunden blev kortere og drog sig mere mot vandet; fjællene stod nærmere for øjet og gik mere i en klump; ti sollyset adskiller. Himmelen selv kom længer ned, og alt blev venligt og fortroligt.


Project Runeberg, Sat Jun 27 21:05:05 1998 (runeberg) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/arneno/08.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free