Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mod Kong Haakon VII’s Land. Af Premierløitnant Godfred Hansen. Expeditionens Næstkommanderende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MOD KONG HAAKON VII’S LAND
477
gik, slåp jeg Hundene. Jeg naaede lige at faa kastet mig
til Side for Slæden. Som en Vind bar det fremover. Man
skulde ikke tro, at de Hunde for ti Minutter siden havde
været udkørte, udmasede, med Tungen ud af Halsen. Men
nu saa de rødt. Ingen Anstrængelse var for stor. Vi havde
ikke langt at køre, blot hen over Bakkekammen. Paa den
anden Side stod Ristvedt og flaaede Renen.
22de April. Paaskelørdag var det sydlig Storm, der
var intet andet at gøre end at blive i Teltet.
24de April. Endelig Mandag kunde vi ikke finde paa
nogen Undskyldning. Udover maatte vi. I Begyndelsen gik
det noksaa smukt. Kvartmilen ned til Kysten som ingenting,
og de første halvanden Kvartmil udover ogsaa nogenlunde let,
men dog tungere og tungere. Saa gik vi i staa. Jeg maatte
spore en Vej frem og naaede efter en Gang paa ca. 200
Meter ud i en jævn Gade. Men hvilken Gang! Vejen saa
jævn nok ud ind mellem Skruningerne, men stadig sank
man i til midt paa Livet. Vi brugte to Timer til at tage
Slæderne de 200 Meter frem.
4de Maj. Torsdag d. 4de Maj blev Expeditionens
store Dag.
Først kørte vi, som vi gjorde i det, vi nu kaldte de
gode gamle Dage i Simpsonstrædet, hver ved sin Slæde og
sommetider oppe paa den. Men snart maatte jeg til at gaa
foran, thi der var ikke saa helt jævnt ind mod Land, som
det fra først af saa ud til. Der var Rygge og Skruinger
mellem de flade Marker, og for at finde Vejen nemmest
over dem, maatte man gaa foran. Og saa havde Hundene
saadan en forbavsende Lyst til at gaa frem imod Nordvest
og ikke fremad i den Retning, som vi vilde, ind mod
nærmeste Land.
Da vi kom hen til et særligt stort Skrukos, vilde jeg
op for at se Vejen ud. Netop som jeg stoppede, raabte
Ristvedt, at han saa noget mørkt, som bevægede sig langt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
