Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 3. Den tyske Kommissionshandel - 2. Den tyske Kommissionshandels Form og dens Forhold til Udviklingen af de derom fæstnede Retsregler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
462 Ill. .kap. I. Den tyske kommissionshandels form.
stisk for de herskende juridiske forestillinger derved, at den opløser.
hvad praksis meget nøje har sammenføjet; fakultetet holder limitopris,
provision og del credere-hæftelse skarpt ude fra hverandre, men opnaar
derved kun, at det slet ikke kan komme til noget sikkert resultat.
Imidlertid kunde retsvidenskaben dog ikke helt overse, at limitopris og
del credere-hæftelse i værtskommissionens tilfælde kun var to sider af
samme form; under deres ivrige stræben efter at henføre de forhold,
det praktiske liv frembyder, under romerretlige kontrakter, dukker derfor
op hos den ene juridiske forfatter efter den anden tanken om, at værts-
kommissionen retteligt bør bestemmes som contractus æstimatorius. Men
da disse ældre jurister havde den opfattelse, at ejendomsrettens over-
førelse var en bestanddel af denne kontrakt, vilde derved værtskommis-
sionen, ganske vist i overensstemmelse med praksis’ opfattelse, men i
modstrid med retsvidenskabens almindelige tendens, blive opfattet snarere
som en form for egenhandel end som en særlig .udformning af kommis-
sionshandelen. Derfor er Mettingh imod denne opfattelse, idet han,
uddybende juristfakultetets kendelse og polemiserende mod Orth hævder,
at del credere-hæftelsen ikke er bevis for contractus æstimatorius, men
forretningen vedbliver at være en kommissionsforretning; ligesaalidt er en
limitopris det, hvad enten faktoren staar del credere eller ej, thi han er
da pligtig at føre det, han opnaar over limito, i sin kommittents reg-
ning’. Imidlertid kom samme opfattelse af værtskommissionen som con-
tractus æstimatorius atter til orde hos Riccius; ogsaa han antager, at
(den ulønnede) del credere-hæftelse forudsætter contractus æstimatorius
og ejendomsrettens overførelse”, Men endelig naaede retsvidenskaben
ud over denne vanskelighed ved Treitschke: Riccius antagelse hvilede
paa to urigtigheder, dels den, at ved del credere-hæftelsen blev kom-
missionsforholdet til contractus æstimatorius, dels den, at ejendomsrettens
overførelse var en bestanddel af denne kontrakt”, Omend retsviden-
skaben saaledes ikke vilde anse den ulønnede del credere-hæftelse for
tilstrækkeligt kriterium for contractus æstimatorius, kunde den dog fra nu
af meget vel anerkende værtskommissionen, nøjere bestemt som con-
tractus æstimatorius, som en særlig udformning af kommissionsforholdet.
Dens hyppige forekomst i praksis benægtede Treitschke da heller
ikke, og navnlig Wilda fremhæver den som en ikke sjeldent forekom-
mende form". Den har i virkeligheden ogsaa udenfor Frankfurt efter-
ladt sig tydelige spor selv i retskilderne; særlig er der grund til at
fremhæve, at ogsaa Hamburgs fallitordning af 1753 indeholder den
samme begrænsning af kommittentens separationsret i det tilfælde, at
kommissionæren har staaet del credere; en bestemmelse, der i højeste
t! Haec sententia (sc. Orths) valde mihi displicet; clausula emin del credere-stehen hunc solum
producit effectum, ut factor hac forma præpositus merves vendendo fidem de pretio emtoribus habens. de
pretii solutione præponenti caueat, Nec per hanc clausulam vontractus aestimatorius efficitur p
tium adhuc in commissionis subsistit terminis.
Z Rievius 31 & 12: si vero commissarius del credere stehet et ita pro solutione Adem praestet
contractum potius aestimatorium quam mandatum (Seu Commission) initum fuisse eoque dominium mer-
eium in commissarium seu mandatarium translatum fuisse concludunt; citeret efter Grinhut 360. anm
37. Riceius kan dog vel næppe, som man efter Treitsuhke 31 skulde formode, have været saa inkonse-
kvent at benægte kommissionærens ret til ekstraavangen over limito i dette tilfælde.
3 Treitschke 28 30, 86 37.
4 Treitsøhke 21 -23, Wilda 709.
, Séd nego-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
