Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 3. Den tyske Kommissionshandel - 2. Den tyske Kommissionshandels Form og dens Forhold til Udviklingen af de derom fæstnede Retsregler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Limitoprisen i den tyske handelslovbog. 483
gjorde det usikkert, om limito alene var den rette grænse; denne vaklen
udtrykkes meget klart i en dom af 1849 2. novbr., hvor kommissio-
nærens ret til at selvindtræde indrømmes ,vorgusgesetzt nur, dasz er
dabei nicht das etwaige limitum oder den marktgångigen Preis zum
Nachtheile des Kommittenten iiberschritten habe" ",
462. Det forekommer mig, at i den tyske handelslovbog fremtræder
meget klart en brydning mellem denne meget gamle praksis og mandats-
opfattelsen. Ved bestemmelserne om limitooverskridelse blev lovgiveren
staaende paa det gamle standpunkt: har kommissionæren solgt under
limito, maa han erstatte kommittenten prisdifferencen; har han købt over
limito, kan han hindre, at kommittenten afviser forretningen som sig
uvedkommende ved straks at tilbyde at dække prisdifferencen?, Her
tiltrædes da ganske praksis’ opfattelse af limito som det afgørende, der
er her ikke tale om, at limito kun er at opfatte som henholdsvis en
minimal- og maksimal grænse.
Men i art. 372 bestemmes: afslutter kommissionæren til fordel-
agtigere vilkaar end dem, der er ham angivne af kommittenten, tilkom-
mer fordelen alene den sidste. Dette gælder især, naar den pris, hvortil
kommissionæren har solgt, overstiger den af kommittenten bestemte
laveste pris, eller naar den pris, hvortil han har købt, ikke naar op til
den af kommittenten fastsatte pris. I motiveringen udtales udtrykkelig,
dels at denne bestemmelse var en naturlig følge af kommissionsforholdets
mandatsnatur, dels at handelsverdenens opfattelse unægtelig ,ikke gen-
nemgaaende" var i overensstemmelse hermed. Det vilde være meget
interessant, om det var muligt at paavise, at denne lovbestemmelse
nogensinde har øvet nogensomhelst indflydelse paa praksis i den for-
ønskede retning; om den har forandret en eneste afregnings form. Det
er muligt, at den bevægelse fra limitopris til markedspris, der i den
seneste tid havde taget mere fart, er blevet fremskyndet ved den; men
det kan ikke overses, at den ved sin almindelige form bød en chikanøs
kommittent store muligheder.
Ved selvindtrædelsen endelig opgav lovgiveren fuldstændig limito-
prisen; her gjordes markedsprisen ikke blot til det afgørende, men
overhovedet til en conditio sine qua non; kommissionæren havde vel
ret til at selvindtræde, men kun forsaavidt varen havde en børs- eller
markedspris (og forsaavidt kommittenten ikke havde forbudt det). Skønt
Goldschmidt atter her straks gjorde indsigelse, skønt det under for-
handlingerne og senere er blevet hævdet, at det netop for varer, der
ikke havde en markedspris, kunde være vanskeligt at finde en køber,
fandt man denne løsning af problemet en lykkelig”.
1 Breit 59, anm. 169.
2 A. D. HGB. art. 363 og 364. Under forhandlingerne om disse bestemmelser kom der forslag
frem om ogsaa her at ombytte limitoprisen med markedsprisen, fordi kommittenten, naar limito lagdes til
grund, kunde fas enten for lidt eller for meget, særligt fordi kommissionæren, der havde solgt under limito,
muligt vilde kunne have opnaaet ikke blot denne, men endogsas en højere pris. Fastholdelsen af limito
forsvaredes heroverfor med, at denne simple regel vartil fordel for kommittenten, der derved undgik
at blive indviklet i vidtgasende og vanskelige bevisførelser. Men det udtaltes tillige, at godtgørelsen af for-
skellen ikke var det eneste krav, kommittenten kunde stille, og denne tanke blev skarpt ført videre af
Grinhut, særlig ved hans sondring mellem den ,begrundede" og den ,ubegrundede" overskridelse af
limito. Grinhut 405, anm. 20 og 393—419.
3 Breit 59—60 og anm. 171—72. Grinhut 457 anm. 3, 461. anm. 6.
31?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
