Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
132
Ut, vil jeg! Ut! — o, sS langt, langt, langt
over de høje fjelle!
Her er sa knugende, terende trangt,
og milt mod er sa ungt og rankt, —
lat det fa stigningen friste,
— ikke mot murkanten briste!
Engang, jeg vet, vil det rekke frem
over de høje fjelle.
Kannske du alt har din dør pa klemm? —
Herre min Gud! godt er ditt hjem, —
lat det dog ennu stenges,
og jeg fa lov til at lenges! —
Arne stod til det sidste vers, det sidste ord
var sunget hen; atter hørte han fuglerne skemte
og le, men han visste ikke, om han selv torde røre
sig. Vite, hvem det var, måtte han dog, han
løftede foten og gikk så vart, at han ikke
hørte græsset knase. En liten sommerfugl satte
sig i en blomst like foran foten på ham, måtte
opp igen, fløj atter bare et litet stykke, måtte opp
igen og så videre frem hele bakken. Men der stod
en tett busk, han vilde ikke lenger frem, ti nu
kunne han se, en fugl fløj opp ifra busken, skrek
skræmt: kvitt, kvitt! — og skar bort over
bakke-heldingen; da så hun opp, hun som sat der; han
dukkede sig ned, dypt, dypt, holdt ånden igen,
hjærtet klappede, han hørte hvert slag, lyttede,
torde ikke røre ved et blad, ti han havde jo sett
Eli! — Lenge, lenge efter så han opp litetgrand, vilde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
