Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Barbargruppen
71
Det var komisk, hvor det Navn tilfældigvis fulgte mig der nede i Rom.
For det første hed jeg nu selv Stephano, og alle kaldte mig ved Fornavn,
som Skik og Brug er i Italien. Man kaldte mig Signor Stephano; saa
var det Smaagutten, som opvartede mig, han hed ogsaa Stephano, ham
kaldte vi Stephanino — Vesle*Stephan — ogsaa undertiden Stephanaccio
— Slemme*Stephan — naar han var uskikkelig; saa var det Portneren i
Gaarden, ogsaa Stephano, slet og ret Stephano kaldet, og endelig denne
nye Stephano, han blev gjort til Stephanone — Store*Stephan — for han
var stor og stærk. Der kunde ofte komme komiske Forviklinger af alle
disse Stephani, naar nogen raabte paa Stephano, og man ikke vidste,
enten det var Signor Stephano eller Stephano, Stephanino, Stephanone
eller Stephanaccio.
Nu kunde jeg da endelig for Alvor tage fat paa min store Gruppe.
De kom fra nu af til mig og stod Model, enten Moder eller Søn, omtrent
hver Dag et helt Aar, indtil Arbeidet var færdigt. Vi lærte hurtigt at
gjøre os forstaaelige for hverandre, og snart kjendte jeg dem ud og ind,
baade dem og hele deres Historie. Det var ærlige, aabenhjærtige Natur*
mennesker, hvis Tillid jeg snart fuldstændig havde vundet.
Hun havde gaaet meget igjennem i sin Tid. Hun havde havt fem
Sønner, alle prægtige unge Mænd, nu var hendes Stephano den eneste,
hun havde tilbage. Da Garibaldi samlede sine Frihedsskarer, var hendes
Mand draget ud med sine fire voxne Sønner og havde kjæmpet under
hans Fane. Han kom alene tilbage. Nogle Aar efter fødte hun Stephano.
Der var noget mægtigt ved denne Kvinde i den rolige Maade, hun kunde
tale om de fire tabte Sønner, noget ærværdigt i hendes Forhold til denne
sidste Søn, som her voxte op sund og prægtig ved hendes Side og altid
viste hende en patriarkalsk Ærbødighed.
Noget næsten patriarkalsk kom der ogsaa ind i disse Folks Forhold
til mig, deres «Padrone». En Dag kom Faderen, som jeg jo sjælden saa
noget til — han indfandt sig en Gang imellem for at høre, om hans
Kone og Søn opførte sig vel — nu kom han for at sige mig Farvel. Han
skulde reise hjem, havde en liden Gaard der hjemme mellem Fjældene,
den skulde han se til. Han skulde bare blive borte nogle Dage, men der
blev skaket Hænder og taget et saa alvorligt Farvel, som om det gjaldt
en Reise mindst til «Norvegia», et Land, de for Resten havde lidet Greie
paa. Nogle Dage senere kom Stephano med et Knytte i Haanden, satte
det uden at sige et Ord paa Bordet. Jeg lagde ikke videre Mærke til
det, og vi begyndte at arbeide. Da han skulde gaa igjen, lod han Knyttet
staa. «Du glemmer det», sagde jeg.
«Æg», sagde han, «det er for «il Padrone».» Det var en Ydelse i Na«
turalier, som jeg ikke fik Lov at betale for.
Det var et haardt Arbeide, han havde for mig, en slem Modelstilling.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
