Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Ellevte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mig, for et uvyrde du er, du Baard, at du fortæller den syge
jentungen sligt! Se, der daner hun bort igjen for os; gud
forlade dig din synd!" Hver gang den syge vågnede, skreg hun
på fuglen, mente, det gik aldrig Mathilde godt, siden den var
død, vilde til hende og faldt i vanmagt påny. Baard stod der
og så på dette, indtil det blev alt for galt; da vilde han hjælpe
også; men moderen skjød ham til side og mente, hun skulde
passe den syge alene. Da så Baard på dem begge to en lang
stund, satte derpå sin hue til rette med begge hænder, vendte
sig og gik.
Præsten og præstefruen kom over senere hen; ti
sygdommen tog hende med ny magt og blev så slem, at de ikke vidste,
om det stod til liv eller død.
Både præsten og præstefruen talte Baard tilrette og mente,
han var for hård mod barnet; de fik høre om hint med fuglen,
og præsten sagde ham da rent ud, at sligt var råt; han vilde
selv ta barnet over til sig, sagde han, så snart hun blev så
vidt, at hun kunde føres; præstefruen vilde tilsist ikke engang
se ham, hun gråt og sad hos den syge, fik doktoren fat, tog
selv hans forskrifter og kom derover flere gange hver dag for
at pleje hende derefter. Baard gik ude på gården fra det ene
sted til det andet, men helst således, at han var for sig selv,
stod ofte stille lange stunder, satte så sin hue tilrette med begge
hænder og tog sig noget for.
Moderen talte ikke til ham mere. De så neppe på
hinanden. Han kom op til den syge et par gange på dagen; da
tog han skoene af sig nedenfor trappen, lagde huen udenfor
døren og åbnede varlig. Straks han kom ind, vendte Birgit
sig, som havde hun ikke set ham, satte sig som før på hug
med hodet i sin hånd, så bort for sig på den syge. Denne lå
stille og bleg uden at vide af noget omkring sig. Baard stod
en stund nede ved sengefoden, så på dem begge to og sagde
intet. Engang den syge rørte sig, som vilde hun vågne, listede
han sig straks væk så sagte, som han var kommen.
Ofte tænkte Arne på, at nu var der sagt ord mand og kone
imellem samt forældre og barn imellem, som længe var båret
sammen og sent vilde glemmes. Han længtes bort derifra,
skjønt han nok gjærne vilde vide først, hvorledes det gik med
Eli. Men dette kunde han altid faa vide, tænkte han, gik
derfor til Baard og sagde, at han nok vilde hjem; det arbejde,
hvortil han var kommen, var færdigt. Baard sad ude på
stabben, da Arne kom til ham og sagde dette. Han sad på
54
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
