Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Fjerde kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
SYNNØVE SOLBAKKEN t
ende på alle fire, men vendte på hodet, skjelede til Thorbjørn
og trak munden skjævt op til latter;, men latteren selv hørte
han ikke. Thorbjørn studsede; ti dette havde han set før. Jo,
det var Aslak.
Thorbjørn vidste ikke hvorfor, men det løb ham koldt
ned over ryggen. "Det er vel dig, som har skræmt hesten
begge gange," sagde han. - "Jeg lå bare og sov, jeg," svarede
Aslak og løftede lidt på sig; "og så vakte du mig, da du skabte
dig gal på hesten din." - "Det var dig, som gjorde den gal;
alle dyr er rædde dig," og han klappede hesten, der var så
svedt, at det dryppede af den. - "Den er nu vel endelig
ræddere dig end mig; slig har jeg aldrig faret med nogen hest,"
sagde Aslak, - han stod nu på knæ i grøften. "Vær ikke for
stærk i munden!" sagde Thorbjørn og truede med svøben. Da
reiste Aslak sig og kravlede op. "End jeg da! Jeg stærk i
munden? Nej!–––-Hvor skal du hen, som farer så fort?"
sagde han med blid stemme, idet han nærmede sig, men
slingrede til begge sider; ti han var fuld. - "Jeg slipper nok for
at komme længer i dag," sagde Thorbjørn, som sprættede hesten
fra. - "Det var rigtig lejt, det," sagde Aslak og nærmede sig
endnu mere, idet han tog til huen. "Gud bevare mig," sagde
han, "slig en stor, vakker kar du er blevet, siden sist jeg så
dig;" han havde begge næver i lommen og stod så godt, han
kunde, og betragtede Thorbjørn, der ikke kunde få hesten løs
fra resterne af vognen. Thorbjørn trængte hjælp; men han
kunde ikke få det over sig at bede hin om den; ti Aslak så
styg ud; hans klæder var tilrakkede af grøften, hans hår hang
filtret ned under en blank hat, der var dygtig gammel, og
ansigtet, skjønt tildels det velbekjendte, var nu bestandig
fortrukket til et smil, og øjnene endnu mere igjenlukte, så han
måtte holde hodet lidt bagover og munden lidt gabende, når
han så på en. Alle drag var blevne matte, og den hele form
var stivnet; ti Aslak drak. Thorbjørn havde tit nok set ham
før, hvilket Aslak lod, som han ikke vidste. Som
skræppehandler havde han faret bygden rundt og var gjerne der, hvor
der var lystighed, da han havde mange viser at synge, fortalte
godt og fik brændevin til vederlag. Således havde han nu været
i brylluppet på Nordhaug, men havde, som Thorbjørn siden
fik vide, fundet det bedst at holde sig en stund borte, da han
efter gammel vis havde fåt folk op at slås, og det truede med
at gå ud over ham selv. - "Lige så godt binde den fast til
vognen som sprætte den fra," sagde han; du må så alligevel
116 ^?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
