Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jærnbanen og kirkegården - Tredje kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
efter hvert som denne drog væk, så han toget arbejde ned over
dalen som en stærk vilje.
Han var tilfreds og gik ind som fra et langt dagværk. Hans
farfars billede stod for ham i denne stund. Farfaderen havde
hævet slægten fra usselhed til velstand; en del af hans
medborgerlige ære var strøget med, det var sandt, men frem var
han kommet! Hans fejl var datidens fejl; de fandtes på de
usikre grænser af datidens moralske begreber; enhver tid har
sine usikre grænseskjel og sine ofre for at få dem sikre.
Hæder over ham i hans grav; ti han havde lidt og
arbejdet! Fred være med ham, det måtte være godt at få hvile til
slut! Men han fik jo ikke hvile for sønnesønnens uhyre
ærgjærrighed; han var jo nu kastet op sammen med sten og grus
— sladder! han måtte just smile dertil, at sønnesønnens arbejde
gik hen over hans hode.
Under disse tanker var han afklædt og i seng. Farfaderens
billede gled atter frem. Det var nu strængere. Trætheden gjør
os svagere, og Lars gjorde sig nu bebrejdelser. Men han
forsvarede sig også. Hvad vilde hans farfar ha? Nu måtte han
dog være tilfreds; ti slægtens ære bruste frem over hans grav;
hvem anden havde en sådan hovedstav? — — Men hvad var
dog dette? Disse to uhyre ildøjne og det fræsende, susende,
det var jo ikke lokomotivet længer; ti det bøjer bort fra banen.
Det kommer fra kirkegården og lige fra huset i en uhyre
rækkefølge. Ildøjnene er farfaderens, og det tog bagefter er alle de
døde. Det går bestandig frem mod gården, larmende bragende,
lysende. Vinduet brænder alt i gjenskinnet af de dødes øjne
— — han tog sig sammen med voldsom kraft, ti det var en
drøm, naturligvis, bare drøm, vent dog, til jeg blir vågen! — —
Se så: nu er jeg vågen, kom nu, I stakkarer! Og se: de kom
virkelig, fra kirkegården, kastende banen, skinnerne, lokomotiv
og tog, så det med stort drøn sank i jorden. Der blev
græsvold med kors og grave som før, og ganske stilt. Men store
som kjæmper kom de selv, og salmen: „Lad de døde have
ro!“ gik foran dem; han kjendte den; ti den havde nu i alle
disse år daglig suset gjennem hans sjæl, nu kom den for at
bli hans livssang; ti dette var døden og dødens syner. Sveden
perlede frem over hele legemet; ti nærmere og nærmere — og
se der på ruden, der lå de nu, og han hørte sit navn.
Forfærdelsens magt greb ham, han kjæmpede for at få skrige; ti
det vilde kvæle ham; en død, kold hånd tog alt i hans strube,
da han netop fik målet op i et hvinende: Hjælp mig! — og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
