Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jærnbanen og kirkegården - Tredje kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vågnede. Vinduet var knust udenfra, så stumperne var fløjne
hen i sengen til ham, han op, der stod en i det sprængte vindu,
og omkring ham røg og ildsluer: „Gården brænder, Lars! Nu
skal vi hjælpe dig ud!“ Det var Knud Aakre.
Da han atter sansede sig, lå han ude i en skarp vind, som
isnede hans lemmer. Der var ikke et menneske hos ham;
han så gården brænde til venstre, rundt om ham græssede og
rautede hans buskap, sauerne trykkede hinanden i en ræd flok,
sager lå slægte hen, og da han skulde se til, sad der dog også
et menneske tæt ved ham på en tue og gråt. Det var hans
hustru. Han kaldte på hende. Hun for sammen: „Herre Jesus
være tak, at du lever!“ Hun kom hen til ham og satte sig
eller rettere faldt sammen lige foran ham: „O gud, o gud! nu
har vi fåt nok af den jærnbanen!“ — „Jærnbanen?“ spurte
han; men han havde ikke udtalt, før en forståelsens gysning
gjennemfor ham; ti det var naturligvis gnister af lokomotivet,
som var faldt ned i høvelspånen foran den nye sidevæg. Han
blev siddende stum og hensunken, konen turde ikke tale, men
forsøgte at finde klæder til ham; ti det, hun havde bredt over
ham, mens han lå, var nu faldt af. Han tog hendes omsorg
i taushed, men som hun lå foran ham på knæ for at brede
over hans ben på nyt, lagde han hånden på hendes hode. Hun
faldt straks med ansigtet i hans fang og gråt højt. Der var jo
blevet lagt mærke til hende. Men Lars forstod hende og sagde:
„Du er den eneste ven, jeg har.“ Skulde det også koste
gården at få høre dette, så kunde det være det samme; ti hun
blev så glad, at hun fik mod, og da sagde hun, idet hun rejste
sig og så ydmyg på ham: „For der er ingen anden, som
forstår dig, end jeg.“ Da smeltede et hårdt hjærte; tårerne randt
ham over kinderne, mens han holdt sin hustrus hånd.
Nu talte han med hende som med sin sjæl. Nu fik han
også høre hendes mening. De talte videre om, hvordan alt
dette var gåt til, eller rettere han taug, men hun fortalte. Knud
Aakre havde været den første, som havde set branden, havde
vækket sine folk, sendt jenterne ud over bygden, men var selv
kommen med sine gutter og hester til brandstedet, hvor alle
sov. Han havde siden styret slukningen og bergningen, og
Lars havde han selv draget ud af den brændende stue og
bragt hid til venstre, hvorfra vinden stod, — hid ud på
kirkegården.
Og som de talte herom, kom en rask kjørende op over
vejen, bøjede af mod kirkegården, hvor han steg af. Det var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
