Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Småstykker - Thrond
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Det første, han så, var en liden, let tåge ligge som en røg
op mod den modsatte fjældside. Han drog øjet til sig over
grønne enge og store huse med vinduer, hvorpå solen brændte;
det glimrede næsten som på isbræen en vinterdag. Husene
blev bestandig større og vinduerne flere, og her på den ene
side lå der der uhyre, røde huse, nedenfor dem stod hester
bundne, små, pyntede barn legede i en bakke, hunde sad og
så på. Men overalt gik der en lang, svær tone, så det rystede
i ham, og alt, han så, syntes at vende sig i takten af den tonen.
Da så han med en gang et stort, rankt hus, der tog lige op i
himmelen med en høj, blinkende stav. Og nedentil funklede
hundre vinduer i solen, så huset stod som i én lue. Det maa
være kirken, tænkte gutten, og tonen må komme derfra! Rundtom
stod en uhyre mængde mennesker, og allesammen var de lige
hverandre! Han satte dem straks i forbindelse med kirken og
fik derved en frygtblandet agtelse for det mindste barn. Nu
må jeg spille tænkte Thrond og tog i. Men hvad var dette?
Felen lød jo ikke længer. - Det må være en fejl ved strængene; han undersøgte, men der var ingen. "Så må det være,
fordi jeg ikke trykker godt nok til," og han trykkede på, men
felen var som brusten. Han byttede den slåt, som skulde
betyde kirken, ind mod en anden, men lige galt; ingen lyd, blot
pib og jammer. Han kjendte den kolde sved perle nedover
ansigtet, han tænkte på de kloge folk, som stod her og kanske
lo ham ud, ham, som dog hjemme kunde spille så vakkert, men
her ikke fik en tone! "Gud ske lov, at ikke mor er her og
ser min skam," sagde han sagte til sig selv, mens han spillede
ind mellem folket, - men se, der stod hun i den sorte kjole,
og hun veg tilbage længer og længer. Da så han i det samme
højt oppe på spiret sidde den sorthårede mand, som havde givet
ham felen. "Giv hid igjen!" ropte han, lo og strakte armene,
og spiret gik op og ned med ham, op og ned; men gutten tog
felen under den ene arm; "du får den ikke!" ropte han, vendte
sig og løb, ud fra folket, ud mellem husene, ud over eng og
mark, til han ikke kunde mere og sank om.
Der lå han længe med ansigtet mod marken, og da han
endelig vendte sig, hørte og så han blot guds endeløse himmel,
der gik over ham med sit evige sus. Dette var ham så
forfærdeligt, at han måtte vende sig mod marken igjen. Da han
atter løftede hodet, fik han se felen, som lå der for sig selv.
"Din skyld er det altsammen!" ropte gutten og løftede den for
at knuse den, men holdt inde og så på den. - "Vi har havt
189
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
