Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Digte og sange - Jeg rejste forbi - Mit følge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
I forårsstunden
jeg der var bunden
av fine hænder og røde læber,
av smil, til hvilke nu tårer klæber.
Intil gården ej stiger mer,
dit tilbake jeg ser og ser;
alt det gamle blir nyt og skjært,
alt det glæmte blir varmt og kjært.
Andre minner
til dette rinner,
og alle forårets ælskovsdrømme
frem og tilbake i sjælen strømme.
Frydfullt dengang og frydfullt nu,
smærte dengang og smærte nu.
Sol på marken i duggen våt,
sjæl i minner av smil og gråt.
Når i fylle
de overskylle,
og når i strøm de tilbake træde,
står sjælen frugtbar i knop og kvæde.
Jeg kjører frem gjænnem strålefryd
i søndagsstilhed med klokkelyd.
Alt løfter solen, fra mygg til sæden,
som var den selve alkjærligheden.
Og folk forbi mig til kirke kjøre,
snart stiger salmen for åpne døre.
— Godt mot![1] Du hilste på fler æn mig,
skjønt du i skyndingen så det ej.
Jeg har det herligste rejsefølge,
skjønt det sig stundom kan listig dølge;
men når du så mig så søndagsglad,
var det fordi at vi flere sad,
og når du hørte mig dæmpet synge,
de sat i tonen, som i en gynge.
Mig følger én med en sjæl så stor,
for mig hun offrede alt på jord;
ja hun som lo, når min båt blev krænget,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
