Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Ottende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SYNNØVE SOLBAKKEN 331
han litt svak i målet. „Ja,“ hvisket hun næppe hørlig og vændte
sig bort; de gik videre fremover, og så længe hun tidde, turde
han ikke røre ved henne, heller ikke tale; men han følte likesom
ingen vægt i kroppen, og var derfor noget nær på vej at tumle
overænde. Det brænte for øjet, og da de i det samme kom på en
haug, hvorfra Solbakken godt såes, var det ham som han hadde
bodd der al sin levetid og længtes dit hjæm. Jeg følger henne
likeså godt over straks,“ tænkte han og gik og drak mot i sig av
synet, så han blev stærkere i sit forsæt for hvært skridt. „Far
hjælper mig,“ tænkte han; „jeg holder ikke dette ut længer, jeg
må over — må!“ Og han gik fortere og fortere, bare så like
frem; det lyste over bygden og gården. ,Ja idag; aldrig en time
længer vænter jeg,“ og han følte sig så stærk, at han visste ikke
hvorhen han skulde vænde sig.
„Du går rent ifra mig,“ hørte han en blid stemme like bak sig;
det var Synnøve som slet ikke kunde følge ham, og nu måtte gi
tapt. Han blev skamfull og vændte om, kom tilbake med utstrakt
arm og tænkte: jeg skal løfte henne over hodet på mig; men da
han kom nær henne, gjorde han det slet ikke. Jeg går så fort,
jeg,“ sa han. „Du gjør det,“ svarte hun.
De var nær ved bygdevejen; Ingrid, som hele tiden hadde
været ute av syne, gik her like bak dem. „Nu skal I ikke gå
sammen længer,“ sa hun. Torbjørn skvatt op ved det, det kom
for tidlig på ham; Synnøve blev også litt underlig. — „Jeg hadde
så meget jeg skulde sagt dig,“ hvisket Torbjørn. Det var ikke
frit at hun smilte. „Ja-ja,“ sa han, „en annen gang . . .“ Han tok
hennes hånd.
Hun så op med klart og fullt blik; han blev varm ved det, og
straks løp det ham gjænnem hodet: jeg følger henne straks! Da
drog hun sin hånd varsomt tilbake, vændte sig rolig til Ingrid og
sa farvel, gik så sagte nedover mot vejen . . . Han blev stående
tilbake.
De to søsken gik hjæm gjænnem skogen. „Fik I nu tale
sammen?“ spurte Ingrid. „Nej, det var for kort en vej,“ sa han,
men gik fort, som vilde han ikke høre mere.
— „Nu?“ sa Sæmund og så op fra maten, da de to søsken
kom in i stuen. Torbjørn svarte ingenting, men gik hen til
bænken på den andre siden, væntelig for at ta av sig; Ingrid gik
efter og smålo. Sæmund begynte at spise igjæn, så nu og da
bortover til Torbjørn som hadde meget travelt, smilte og spiste
videre. „Kom og spis,“ sa han; „maten blir kold.“ — „Takk, jeg
skal ikke ha noget,“ sa Thorbjørn og satte sig. „Så?“ — og
Sæmund spiste. En stund efter sa han: „I var så snare til at gå
fra kirken idag.“ — „Det var nogen vi skulde tale med,“ sa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
