Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Niende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
336 SYNNØVE SOLBAKKEN
var kanske ikke så hård som ordene — “, hun så op og lo; men
gråten vilde frem. Da rejste Guttorm sig. „Så i Guds navn er
det hændt, som jeg vilde helst her i værden,“ sa han og gik
bortover gulvet mot Synnøve. — Jeg har aldrig været rædd for det,“
sa Sæmund, rejste sig nu også; „det som skal ihop, det kommer ihop.“
Han gik bortover. wNu —hvad siger du til det, barnet mit?“ sa
moren, hun kom nu også hen til Synnøve.
Denne sat ænnu der; de stod alle omkring henne med
und-tagelse av Torbjørn, som sat hvor han først hadde sat sig. „Du
får rejse dig, barnet mit,“ hvisket moren til henne; hun rejste sig,
smilte, vændte sig bort og gråt. — „Vorherre han følge dig nu
og altid!“ sa moren, slog armene omkring henne og gråt sammen
med henne. De to mannfolk gik bortover gulvet, hvær til sin
kant.
„Du får gå hen til ham,“ sa moren ænnu gråtende, idet hun
slap henne og skjøv blidt til henne. Synnøve gik et skridt, men
stod — fordi hun ikke kunde komme længer. Torbjørn sprang op
og gik mot henne, grep hennes hånd, holdt den, visste ikke hvad
han mere skulde gjøre, og blev stående med den, til hun sagte
tok den til sig igjæn. Så stod de der stilltiende ved siden av
hværandre.
Døren gik lydløst op, én stak hodet in. „Er Synnøve her?“
spurtes med varsom stemme; det var Ingrid Granlien. „Ja, her
er hun; kom nærmere!“ sa faren. Ingrid likesom betænkte
sig; „kom du! her er alt godt,“ la han til. De så nu på henne
allesammen. — Hun syntes noget forlegen; „her er nok flere ute,“
sa hun. — „Hvem er det?“ spurte Guttorm.–––-„Det er
mor,“ sa hun sagte. „Lad henne komme,“ sa fire på én gang.
— ■— Og konen på Solbakken gik imot døren, mens de andre
så glade til hværandre. „Du kan gjærne komme, mor,“ hørte de
Ingrid sige. Og så kom Ingebjørg Granlien in i sit lyse skaut.
— „Jeg forstod det nok,“ sa hun, „skjønt Sæmund kan nu
ingenting sige. Og så var Ingrid og jeg ikke god for annet æn at gå
over.“ — „Ja, her er det, som du vil ha det,“ sa Sæmund og
flyttet sig, forat hun kunde komme frem til dem. „Å Gud
velsigne dig, fordi du drog ham over til dig,“ sa hun til Synnøve,
tok henne om halsen og klappet henne; „du holdt fast i det
længste, du barnet mit; det blev dog som du vilde.“ Og hun
klappet henne på kinn og hår; hennes tårer rant nedover ansigtet;
hun ænset dem ikke, men strøk omhyggelig væk Synnøves. — ,Ja,
det er en gild gut du får,“ la hun til, „og nu kjænner jeg mig trygg
for ham“ ... og hun sluttet henne ænnu en gang til sig. — „Mor
vet mere i kjøkkenet sit, hun,“ sa Sæmund, „æn vi andre, som
skal være midt oppi det.“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
