Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En glad gut - Femte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
432 EN GLAD GUT
ikke hjæm, heller ikke bort, ikke til lystighed, ikke til arbejde;
det var noget højt til vejrs — like op som en sang. Litt efter samlet
dette sig i et bestemt ønske, det var at bli konfirmeret til våren
og ved den lejlighed være nummer én. Brystet banket, mens
han tænkte derpå, og føræn han ænnu kunde høre farens øks i
de skjælvende småtrær, hadde dette ønske stærkere slag i ham
æn noget, siden han blev født.
Faren sa som sædvanlig ikke stort til ham; de hugde begge to
og drog sammen i hauger. De kunde en og annen gang møtes,
og ved et sådant møte lot Øjvind tungsindig falle: „En husmann
må slite meget ondt.“ — „Han som andre,“ sa faren, spyttet i
næven og tok øksen. Da træet var fællt, og faren drog det op
i vælten, sa Øyvind: „Var du gardmann, slæpte du ikke så.“ —
„Å, da var der vel andre ting som tyngde,“ han tok i med begge
hænder. Moren kom op med middagsmat til dem; de satte sig.
Moren var munter, hun sat og trallet og slog føtterne sammen
efter takten. „Hvad skal du ta dig for, når du blir stor, Øjvind?“
sa hun pludselig. „For en husmannsgut er der ikke mange
vejer,“ svarte han. „Skolemesteren siger du må på seminariet,“
sa hun. „Kommer en frit dit?“ spurte Øjvind. — „Skolekassen
betaler,“ svarte faren, han spiste. „Har du lyst til det?“ spurte
moren. Jeg har lyst til at lære noget, men ikke til at bli
skolemester.“ De tidde alle tre en stund; hun trallet igjæn og så ut
for sig. Men Øjvind gik bort og satte sig for sig selv.
„Vi behøver just ikke at låne av skolekassen,“ sa hun, da gutten
var gåt. Mannen så på henne: „Fattigfolk som vi?“ — ,Jeg liker
ikke, Tore, du bestandig gir dig ut for fattig, når du ikke er det.“
— De skottet begge ned efter gutten, om han ikke kunde høre
det. Derefter så faren „kvasst på konen: „Du snakker som du har
vettet til.“ Hun lo; „det er likesom ikke at takke Gud for at det
er gåt os vei,“ sa hun og blev alvorlig. — „Han kan vel takkes
uten med sølvknapper på,“ mente faren. — „Ja, men ved at la
Øjvind gå som igår til dansen takkes han heller ikke.“ — „Øjvind
er husmannsgut.“ — „Derfor kan han klæ’es skikkelig, når vi
har råd til det.“ — „Snak om det, så han selv hører det!“ —
„Han hører det ikke; ellers kunde jeg nok ha lyst til det,“ sa
hun, og så tappert på mannen som var mørk og la skeen bort
for at ta sin pipe. „Slik ussel plass som vi har,“ sa han. — Jeg
må le av dig som altid taler om plassen; hvorfor nævner du
aldrig kværnene?“ — „Å, du og de kværnene; jeg tror du tåler
ikke høre dem gå.“ — „jo, Gud ske lov og takk; bare de vilde gå
både nat og dag.“ — „Nu har de ståt siden før jul.“ — „Folk maler
da ikke om juledagene.“ — „De maler når der er vand; men
siden de fik kværn ved Nystrømmen, går det skrøpelig.“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
