Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En glad gut - Ellevte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EN GLAD GUT 465
forstå dit eget beste\ du, din nar? Jeg skal gi dig litt ris, skal jeg,
så stor og lang du^er. Hør nu, Marit, lad mig godsnakke med
dig. Du er i grunnen ikke så gal, men du- er forstyrret. Du skal
høre på mig, jeg er en gammel og fornuftig mann. Vi skal
godsnakke litt, det står ikke så rart til med mig som folk tror; en
fattig, løs fugl kan snart flyve væk med det lille jeg har; far din
tok hårdt pa det, han. Lad os sørge for os selv i denne værden,
den er ikke bedre værd. Skolemesteren har godt for at snakke,
for han har penger selv; det har præsten med, de kan præke, de.
Men vi som skal træle for føden, med os er det en annen sak.
Jeg er gammel, jeg vet meget, jeg har set mange ting; kjærlighed,
ser du, det kan være vel nok, sådan til at snakke om, ja, men
det duger ikke; det er godt nok for præstefolket og de dele,
bønderne må ta det på en annen måte. Først maten, ser du, så Gudsord,
og så litt skrivning og regning, og så litt kjærlighed, hvis det så
kan lage sig, men det nytter bitterdød ikke at begynne med
kjærligheden og ænde med maten. Hvad svarer du nu, Marit?“ —
Jeg vet ikke.“ — „Vet du ikke hvad du skal svare?“ — ,Jo, det
vet jeg.“ — „Nu da?“ — „Skal jeg sige det?“ — „Ja visst skal du
sige det!“ — Jeg holder meget på den kjærligheden.“ Han stod
et øjeblik forfærdet, husket så hundre lignende samtaler og med
lignende utfall, rystet på hodet, vændte ryggen til og gik.
Han æglet sig in på husmænnene, overfuste jænterne, banket
den store hund, og skræmte næsten livet av en liten høne som
var kommet i akeren; men til henne sa han intet.
Den kvæll var Marit så glad, da hun gik op for at lægge sig,
at hun åpnet vinduet, lå i karmen, så ut og sang. Hun hadde* fåt
en liten fin kjærlighedsvise, den sang hun:
Holder du av mig,
holder jeg av dig
alle mine levedage;
sommeren var kort,
græsset blegner bort,
kommer med vor lek tilbage.
Hvad du sa ifjor,
husker jeg iår,
sitter som en fugl i karmen,
kakker på og slår,
synger litt og spår
lykke under solevarmen.
Bjørnson: Samlede værker. I, 30
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
