Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tredje kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FISKERJÆNTEN 19
kirke; men han gav mere æn sine halve intægter til velgjørende
øjemed, og altid med den mest bestemte forskrift for deres bruk.
Denne godgjørenhed var i sin storartethed så forskjellig fra denne
lille bys snævre sædvaner, at den overvældet alle. Kom dertil
hans tilbakeholdenhed, hans bestandige utenlandsrejser og alles
frygt for at tale med ham, så kan man skjønne, at han blev noget
hemmelighedsfullt som man tilla alle mulige ævner og sin egen
bedre dom. Da denne mann nedlot sig til at ta Fiskerjænten op
i sin daglige omsorg, var hun adlet.
Nu vilde den ene som den annen også ta sig av henne, især
kvinner. Hun kom en dag klædd i alle regnbuens farver:
hun hadde tat alle sine foræringer på sig, og trodde hun rigtig
var efter hans smak, da han altid vilde ha henne pen. Men aldrig
før så han henne, før han forbød henne nogensinne at ta mot
noget; han kallte henne forfængelig, tosset: hun satte sig bare
tomme mål og tok sin glæde av narrestreker. Da hun næste
morgen kom med forgråtte øjne, tok han henne med på en spa-
sertur ovenfor byen. Nu fortalte han henne om David, således
som han idelig tok, nu denne, nu hin skikkelse, og gjorde det vel-
kjænte nyt for henne. Først skildret han ham i hans ungdom,
som han gik der, skjøn og rik på kræfter og i sorgløs tro. Der-
for kom han med i triumftog, før han ænnu var voksen. Han
blev fra hyrde kallt til konge, han bodde i huler, men han ændte
med at bygge Jerusalem. Han sat i fagre klær og spilte for den
syke Saul, men da han selv var blet en syk konge, spilte og
sang han for sig selv, klædd i angerens pjalter. Da han hadde
øvet sine storværk, hvilte han ut hos synden, så kom profeten
og straffen, og han blev atter barn. David som kunde løfte alt
Herrens folk op i lovsang, lå selv sønderknust for Herrens fot.
Var han skjønnest, når han sejerkronet danset foran arken efter
sine egne sange, eller når han i sit lønkammer betiet om nåde
av den straffende hånd?
Hun hadde natten efter denne samtale en drøm som hun hele
sit senere liv ikke glæmte. Hun var nemlig kommet op på en
hvit hæst i triumftog, men samtidig danset hun selv foran hæsten
i pjalter.
God tid efter var det at Pedro Ohlsen, som hun siden hin dag
i haven hadde set komme altid nærmere, en kvæll hun sat ved
skogkanten ovenfor byen og læste sine lekser, gik tæt forbi og
med et underligt smil hvisket: „God kvæll!" — Skjønt år var gåt,
stod morens forbud mot at tale med ham så stærkt for henne,
at hun ikke svarte. Men dag efter dag gik han forbi på samme
måte, og altid med samme hilsen; tilsist væntet hun ham, når han
ikke kom. Snart gjorde han et lite spørsmål i forbigående, litt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
