Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tredje kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
24 FISKERJÆNTEN
Vejen til kirken som de to så ofte hadde gåt sammen, gik
ovenover byen, men på gaten hadde de aldrig før gåt sammen;
moren hadde vel næppe været der, siden hun var kommet til-
bake. Nu bøjde hun imidlertid ned på gaten, hun vilde gå hele
gaten igjænnem, hun vilde gå den med sin voksne datter!
Om eftermiddagen på konfirmationssøndagen er en sådan liten
by på vandring, enten fra hus til hus på lykønskning, eller op og
ned ad gaten for at se og sees. Der hilses og stanses for hvært
skridt, håndtryk væksles, og gode budskap bæres; den fattiges
barn møter i den rikes avlagte klær og vises frem for at takke.
Byens sjømænn i utenlandsk stas, med huen på tre hår, og byens
fiff, handelsbetjentene, hilsende på alle, gik i flokk; latinskolens
halvvoksne gutter, hvær med sin beste ven i værden under
armen, slentret efter i opløpen kritik; — men alle måtte de idag
i sit stille sinn vige for byens løve, den unge kjøbmann, byens
rikeste mann, Yngve Vold, der nætop i øjeblikket var hjæm-
kommet fra Spanien, fiks og færdig til fra imorgen at overta sin
mors store fiskehandel. Med en lys hat over sit lyse hår, strålte
han i gaterne, så de unge konfirmanter næsten blev glæmt, alle
hilste ham velkommen, han talte med alle, lo til alle, — i gaten
frem og tilbake så man den lyse hat over det lyse hår, og hørte
den lyse latter. Da Petra og hennes mor kom ned, var han den
første de støtte på, og som om de virkelig hadde støtt til ham,
for han tilbake for Petra som han ikke kjænte igjæn.
Hun var blet høj, ikke som moren, men dog højere æn de
fleste, let, fin og kjæk, moren og ikke moren i bestandigt væksel-
blink. Selv den unge kjøbmann som blev ved at følge, kunde
ikke længer dra de spaserendes blik til sig; de to, mor og datter
tilsammen, var et mere fremmed syn. De gik hurtig uten at hilse,
fordi de sjælden hilstes av andre æn sjømænn, men kom ænnu
hurtigere utover gaten igjæn; ti de hørte at Ødegård nætop hadde
tat hjæmmefra til dampskibet, som straks skulde gå. Petra skyndte
især på; hun måtte, hun måtte få hilse og takke ham, før han
rejste, det var jo synd av ham at rejse således fra henne! Hun
så på ingen av alle dem som så på henne, det var dampskibs-
røken over takene hun så, og den syntes henne at fjærne sig.
Da de kom til bryggen, la dampbåten nætop ifra, og med gråten
i halsen ilte hun videre ut i alléen, hun mere sprang æn gik, og
moren skridtet efter. Da dampbåten hadde brukt tid til at vænde
på havnen, kom hun snart nok til at kunne springe ned i fjøren,
stige op på en sten og vifte ut med sit lommetørklæ. Moren stod
igjæn i alléen og vilde ikke gå ned; Petra viftet — højere og
højere viftet hun; men der var ingen som viftet igjæn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
