Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sjette kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FISKERJÆNTEN 47
han. Mens hun spiste, fortalte han videre, at også en kiste med
hennes beste klær og linnet og ulltøj var sendt ombord av moren,
desuten mat og annet godt. Hun fik i samme stund en stærk er-
indring av sin mor, et storladent billede som hun aldrig før
hadde hat, men som hun herefter beholdt sit liv. Og foran bil-
ledet en forjættelse, sikker og dog vemodig i bønnen, at hun en-
gang kunde gi sin mor nogen glæde for al den sorg hun nu
hadde voldt henne.
Pedro Ohlsen sat hos henne når hun sat, og gik hos henne
når hun gik, idelig sysselsat med at være av vejen for henne og
derved nætop idelig i vejen på det av varer overlæssede dæk.
Hun så av hans ansigt kun den store næse og øjnene, og heller
ikke disse tydelig, men han gav intryk av at gå knuget av noget
han vilde sige, men ikke kunde. Han sukket, han satte sig, han
rejste sig, han gik omkring henne, satte sig igjæn, men ikke et
ord kom frem, og hun talte ikke. Ændelig måtte han opgi det,
han drog fatteslig op et uhyre av en lær-tegnebok, idet han
hvisket at heri lå de 100 species — og litt til. Hun gav hånden
ut og takket ham, og kom derved hans ansigt så nær at hun så
hans øjne hang ved hennes i fugtig glans. Ti med henne rejste
jo den rest av liv som var levnet hans hendøende tilværelse.
Han vilde dog gjærne ha sagt henne noget som kunde gi ham
en kjærlig tanke, når han snart ikke var mere; men det var ham
forbutt, og skjønt han desuagtet vilde sige det, så kunde han
ikke komme sig til; ti hun hjalp ham ikke! Petra var jo så træt,
og erindringen om at han hadde fåt henne til at begå den første
synd mot hennes mor, vilde nætop nu ikke forlate henne. Hun
kunde ikke mere med ham; det blev værre og ikke bedre, jo
længer han sat; ti når man er træt, da ledes man. Stakkaren
følte det; han måtte nok rejse, og så fik han ændelig hvisket
farvel, idet han drog den tørre hånd ut av votten. Hun la sin
varme i den, de rejste sig begge. „Takk — og hils fra mig!" sa
hun. Han drog et suk eller et klunk, et par sådanne til, slap,
vændte sig og steg baklængs og stille ned ad trappen. Hun gik
til rælingen, han så ænnu op, hilste, satte sig og rodde langsomt
bort. Hun stod, til han var mørke i mørket. Men da gik hun
også nedenunder, hun kunde næppe stå av træthed, og skjønt hun
følte sig syk, straks hun kom ned, hadde hun næppe lagt hodet
til puten og sagt de to, tre første bønner av sit Fadervor, før
hun sovnet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
