Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tolvte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
brune ansigt som en krone. Hun var højere i sætet æn alle
omsittende, hun såes fra hele huset, og snart var også alle kikkerter
rettet på henne; ti man sa det var den unge skuespillerinnes mor.
Hun der bar en manns navn, gjorde også nu et så vældigt intryk,
at hun lyste fred over datteren. Et ungt folk er fullt av forvæntning;
det ejer tro på grunnkraften i sin natur, og synet av denne
mor vakte troen.
Selv så hun ingen eller intet; hvad det var for grejer, det hele,
brød hun sig lite om; hun vilde blot være med for at se om folk
var gode nok mot hennes datter eller ej.
Det gik in på tiden; snakket døde hen i spænning, som litt efter
litt begynte at ta alle og at gjøre dem gode.
Et stærkt slag av pauker, trommer og horn på én gang begynte
ouverturen; „Axel og Valborg“ av Adam Oehlenschläger skulde
gå, og Petra hadde selv bedt om denne ouverture. Hun sat bak
en kulisse og hørte på. Men foran tæppet sat den lille del av
hennes landsmænn som huset kunde rumme, i bæven for henne,
som altid for den begynnelse hvor man vænter noget dyrebart
av sit eget at komme til åbenbaring. Det var som hvær av dem
selv skulde til; i sådanne øjeblik stiger mange bønner, også fra
hjærter som ellers Sjælden ber.
Ouverturen sagtnet av, fred fallt over harmonierne, de smæltet
efterhånden hen som i solskin. Ouverturen sluttet, bange stillhed
intrådte.
Så gik tæppet op.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
