Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
-
Brudeslåtten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Så sitter hun en dag i nærheden av sætervollen. Nogen gjeter
hadde set sin kans til at lure sig fra småfæflokken, og hun måtte
passe på dem. Det var om formiddagen på en varm dag; hun
sat i skyggen under en hej med småskog og bjørk; hun hadde
kastet trøjen av sig og tat bindingen fat. Hun væntet Inga. Det
ruslet bak henne. „Der kommer hun,“ tænkte hun og så op.
Men en sværere støj opstår, æn Inga synes henne at kunne
gjøre, småbuskene brytes ned og knækkes, Mildrid blegner og
rejser sig — og ser noget loddent og et par blink derunder; det
må være et bjørnehode! Hun vil skrike, men kan ikke få målet
op; hun vil springe, men kan ikke røre sig. Da hævet hint sig
helt op, det var en høj, bredskuldret mann med lodden hue og
gevær i hånden. Han stanste tvært i småskogen, og så på henne.
Et skarpt øje, men som straks skiftet, — han gjorde nogen skridt
frem, et byks, og stod på marken ved siden av henne. Noget
rørte ved hennes ben, hun gav et svakt skrik; det var hans hund
som hun ikke hadde set før nu.
„Huff!“ sa hun; „jeg trodde mest, det var en bjørn som brøt
ned småskogen, derfor er jeg blet skræmt.“ Hun prøvde at le.
„Ja, det er ikke frit,“ sa han, og talte påfallende sagte; „Kvass og
jeg var just på spor efter en bjørn; men nu har vi tapt det, —
og er det noget vardøger[1] som følger mig, så er det bestemt en
bjørn.“ Han smålo. Hun så på ham. Hvad er dog dette for en
kar? Høj, bredskuldret; øjnene skiftet bestandig, så hun kunde
ikke se i dem, og så stod han henne for nær, skutt op av jorden,
som han var, med børse og bikkje; hun følte trang til at sige:
„Gå fra mig!“ men i dets sted gik hun selv et par skridt tilbake
og spurte: „Hvem er du?“ for hun var virkelig rædd. „Hans
Haugen,“ svarte han åndsfraværende; for han la mærke til hunden,
som åbenbart hadde funnet sporet igjæn. Han vændte sig
hurtig mot henne for at sige farvel; men da han skulde se, stod
jænten der, rød over kinner, hals og bryst, dryppende rød. „Nu
da!“ sa han forundret. Hun visste ikke hvor hun skulde hen,
om hun skulde springe eller vænde sig eller sætte sig; — „hvem
er du?“ spurte han. Men én gang til blev hun skyllende rød;
ti at sige ham hvad hun het, var jo at sige ham det altsammen.
„Hvem er du?“ spurte han én gang til, som var det det naturligste
spørsmål av værden og fortjente dog svar, — og hun kunde
jo ikke vægre sig, hun følte skam over sig selv og forældrene, at
de hadde forsømt sin egen slægt, men navnet måtte siges; „Mildrid
Tingvold,“ hvisket hun og brast i gråt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
