Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - VI. Hvad troskap vil sige - III. Opgjør inad; fredsforslag utad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 193
„Tomasine? Jeg har aldrig hørt tale om nogen Tomasine.“
Han kom hen, satte hatten fra sig, og, nærsynt som han var,
lutet han sig dygtig nedover protokollen, stramte de lyshårede
bryn, stirret med de grå, skarpe øjne. Hun bladet, og viste ham
posten måned efter måned; det var flere år tilbake. Hun gjorde
ikke meget av det; men så begynte han. For henne hadde saken
ingen større interesse; for ham syntes den højvigtig. Mens han
studerte bøkerne, iagttok hun ham og virkningen på sig selv av
hans legemlige nærhed; den var behagelig. Hun så på fregnerne
i det glatragede ansigt; i denne stilling syntes munnens skarpe
linjer, øjets hast og pannens kløgt ænnu klarere; kinnpartiets
styrke, det opsætsige røde hår moret henne. Hun fulgte de korte,
litt opbrættede, nervøse fingre, der de bladet eller strøk ned ad
bokens sider. En kraftig, fregnet hånd, tæt besat med lyse buster,
et bredt håndled; armen kunde likesom føles; hun fulgte den uvil-
kårlig helt til skulderen; han måtte være stærk. Hun hørte skak-
ingen av skjorten og en knirken i slipset, når han drog pusten;
hun fornam den duft av let aroma som nu, da hans hode var så
nær, blandedes med duften av hans hud. Litt av en angst eller
en rus, en følelse av forhøjet intelligens var over henne. Hun
tænkte lettere, hurtigere, var stærkere spænt. Hun ønsket det
måtte vare; det var ubetinget velgjørende.
„Hvor er mor?“
„Nej, det vet jeg ikke.“
„Dette var dog besynderligt.“ Han grep sin hat, og gik.
Næppe fem minutter efter, så kommer de begge farende in fra
den indre gang: „Men Tomas, hvor du tar på vej?“
,,Tar på vej —?“
Straks hun så Nora var inne, vændte hun sig hurtig mot ham:
„Hyss!“ og gik mot sovekammerset; han efter. Nora hørte ham
i den hæftigste tone tale uavladelig; hun hørte også fru Rendalen
avværgende, tilsist gråtende forsvare sig. Ændelig gik han; længe
efter kom hun in, matt og sorgfull.
Jeg har nok gjort noget rent galt, jeg?“ sa Nora forlegen.
Fru Rendalen svarte ikke; hun blev gående langsomt op og ned.
Så var det dog mere æn hun kunde bære alene, og Noras syn-
lige deltagelse fristet henne. „Ved Gud, dette trodde jeg var en
av mine beste handlinger; — og så hører jeg det er den værste!“
Tårerne dugget hennes briller, og hun gav sig som vanlig til med
dem, idet hun satte sig.
Nora rejste sig og kom deltagende: „Men kjære fru Ren-
dalen —!“ Hun knælte ned hos henne. Den gamle trængte til
denne venlighed, trængte til at tro sig til en, og så fik Nora høre
at „Tomasine“, det var navnet på Tomas’s søster. Piken hadde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
