Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I ungdomen - II. Næste par ut!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PÅ GUDS VEJE 303
til Kules stå åpen bak sig, da hun gik ut, og hadde lukket,
akkurat som han åpnet sin? Og sat nu derinne og drømte?
Dette blev han viss på; for dette ønsket han nu. Men han gik
fremdeles. Ændelig helt inne ved døren, hørte barnene derinne
og Nordlandsjænten til venstre skramle og gå fra og til i kjøkkenet.
Nu vændte han, og kjænte sig straks friere. Med hænderne foran
sig gik han tilbake og fortere; da tok han i en varm fast arm.
Han skalv, han frøs, øjnene slog gnister; han stanste op. Men
armen rørte sig næppe, og på det fik han sit mot igjæn. Så lot
han hånden langsomt gli fra armen henover til livet og la den
varsomt omkring. Varmt og mykt kjæntes det; hun stod stille,
men der gik skjælvingen Han gav et lint tryk. Med den andre
hånd fant han hennes, trykte den; også den skalv. Han trykte
også den — og nu gled de fot for fot fremover igjæn — uten mot-
stand, men heller ikke godvillig. Han hørte så vidt sine egne steg,
men ikke hennes; barnene snakket stille. Fra Kules rum eller fra
tantens nu ikke en lyd; foran dem en svak gløtt ved hans dør.
De nådde derhen; han skjøt den sagte op, og vilde føre henne in;
men her stanste hun, vilde dra hånden til sig. Han hørte hennes
pust, kjænte hennes ånde, skimtet det bleke åsyn — mens han
læmpelig skjøt henne in til tærskelen — og så over den, og skjøt
døren bak dem til. Her slap han henne for at lukke igjæn, det
sagteste han kunde. Hun stod som han hadde forlatt henne, med
ryggen til, men med begge hænder op for sit ansigt; da han kom,
begynte hun at gråte. Han tok omkring henne for at dra henne
in til sig; da gik gråten over i hulk. Hun hulket så sårt, så
ulykkelig, at alt hans blod blev ædru, og et nyt sætt tanker
strømte in. Han førte henne til sofaen viljeløst; hun gråt så for-
tvilet at han fik trang til lys, som når en blir syk. Derfor skyndte
han sig at gjøre lampen i stand, husket at først måtte gardinerne
ned, rullet dem ned og tændte.
Bare en der har klæmt inne med sin sorg i dager og nætter,
kan gråte således. Bordet hun lænet sig til, ristet.
De hundre ganger hadde han spottet ælskere som i romaner
og skuespill faller på knæ; — nu skjøt han den ene bordænde
litt til side, og lot sig gli ned på knæ foran henne som den
ydmygeste synder. Det var hennes ansigt han søkte; hun holdt
lommetørklæet for med begge sine hænder. Hennes hode, barm
og skuldre gik støtvis under hennes voldsomme gråt, han kjænte
hvært rykk, og bad og bad hun måtte tilgi ham! Det han var
kommet til at sige henne oppe på isen, var han ikke herre over.
Han ælsket henne, de hørte sammen. „Å, nej, gråt ikke så!“ bad
han, „det holder jeg ikke ut!“ Han tok hennes hænder, og han
satte sig op ved siden, og han la hennes hode til sit bryst og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
