Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I ungdomen - II. Næste par ut! - I mandomen - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
312 PÅ GUDS VEJE
nene og gik for at spise middag, forekom det ham at han
selv var den uheldige operatør. Han hadde villet fri Ragni, men
gjort det galt; nu forblødde hennes gode navn. Også samfundslivet
var en væv av muskler, sener, årer .. .
Nogen dager senere sat han i universitetsbiblioteket og læste
med plancher foran sig, da Ole Tuft stod smilende og ny foran
ham. Han kjænte ikke til hvor Kallem nu bodde, og søkte ham
derfor her. Kallem steg op og fulgte ham ut.
Intet av Kallems ville mot truet længer svogeren; han attrådde
ikke at slå ham „halvt ihjel“, ikke engang at se bebrejdende
på ham; han var mer æn tilfreds, dersom Ole ikke så bebrej-
dende på ham. Ole visste sansynligvis hvad snart alle måtte
skjønne som stod begivenheden nær, at Edvard Kallem var
synderen. Visste det gjænnem Josefine, som hadde hørt det av
sin far. — Eller tok han fejl? Var der ikke tvil blandet in i Oles
venlighed? Mistanke til hans fulle hæderlighed? En spådom om
at en slik begynnelse ikke førte til sejer? Eller var denne hjærte-
lighed ægte, ublandet „broderlighed“ — opspædd av en ung teo-
logs lydighed mot budet: „Ælsker alle“?
Ole kom for at mælde at han var færdig og skulde dra
hjæm; hans lykke herover var uskrømtet. Han spurte om han
skulde hilse; han fortalte sit håb om snart at komme „i gjær-
ning“; han lot forstå hvad som da vilde ske: — Vejen lå slagen,
og målene var utvilsomt ikke små. Den staute kar blev set på
av dem som gik ut og in i biblioteket.
Edvard stod barhodet igjæn oppe på bibliotekstrappen, der Ole
Tuft på sin litt tunge måte saget plassen over. Det var sant: der
gik en mann avsted som var trygg i sig selv; hans begynnelse
var hel som hans natur.
I MANDOMMEN
I
„.... Retfærdiggjørelsen har sit ophav i Guds nåde. Den
kan ikke ha det i synderen, i hans sædelige arbejde med sig
selv; han er jo uretfærdig. Som sådan fortjener han den heller
ikke, så litt som han kan gjøre retskrav. Bare Guds ophøjede
vilje kan retfærdiggjøre ham.“
Præsten drev frem og tilbake, hviskende utenad efter hæftet
han holdt i hånden. Solen stod stærkt på begge fag vinduer; de
vændte ut mot sydvest og var vidåpne; gjænnem det borterste
østes mælkehvitt ut over det grå ferniserte gulv; uroligt løv av
ung asp tegnedes på vinduet; aspene stod og skalv utenfor ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
