Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
andre, han vilde gjøre ild; hun var så tynnklædd; men nu holdt
han inne og så sorgfullt op på henne: „Jeg tør ikke be om
miraklet, Josefine; jeg er ikke værdig til det.“ Mens han sa det,
vokste det, og før han visste det, blev han så bevæget at han
måtte slippe hvad han hadde i hænderne, for at dække sit åsyn.
Men da han atter så op, sprang han i vejret; for om hun hadde
holdt fanget fullt av det kosteligste porcelæn og latt det falle, så
det knustes i tusen stykker ... hun kunde ikke stå anderledes,
stivnet, rædselslagen, hænderne utstrakt over hvad hun hadde
sluppet, øjnene fæstet ved ham, sanserne borte, det næste måtte
være at hun fallt. Men så var det ikke; ti da han grep henne,
vågnet hun, fattet sig raskt, og uten nogen overgang sa hun fort:
„Så må vi sende bud på min bror! Så kan bare han få henne til
at la gutten være.“ Disse ord utav samme underlige tankegang lød
for ham som inskydelse. Tusen ganger hadde han tænkt det
samme, tilfældet med obersten hadde vakt ønsket, mange hadde
tilrådet ham det; men til nu hadde han unset sig.
Nogen minutter efter var han på vej til doktor Kent, som først
måtte spørges.
En klar, skarp nat, føret svigtende om dagen, tilfrosset om natten,
så han måtte ta sig i vare — vanskeligt nok, så jaget av sine
tanker som han var. Hvad blev Bibelens dogmer om skabelse,
syndefall og alt det andre, hvad blev det værdt, når døden banket
på? Hvad blev så nummer ett, og hvad blev nummer tyve?
I Kents hus vilde ingen vågne; han kimet og kimet uten selv
at høre lyden av det; klokken måtte være tat av. Så gav han sig
til at dundre; det klang hårdt og hult, og han, som tænkte på
døden, syntes nu den banket på, det var jo også så. Ændelig kom
en pike litt fortrædelig; men da det var præsten, gik hun for at
varsku doktoren. Den tålmodige Kent møtte, fik ham in i stuen
og hørte på ham. Han skulde med glæde gå til Kallem; hadde
han trodd det gik an, vilde han ha gjort det for længe siden.
Josefine var oppe hos gutten, da Tuft kom tilbake; hun mis-
forstod ham, hun trodde hennes bror skulde komme straks, og da
han ænnu ikke var der klokken 7, ikke 8, ikke 9, frygtet hun
han ikke vilde, og blev rent fra sig; præsten måtte avsted igjæn.
Kent var ikke straks til at finne, men svarte at Kallem og han
kom præcis elleve. Da kom de også; men da var præsten kallt
ut, så ingen tok mot dem. Kallem hadde ikke sat sin fot på
deres trap, siden hin dag og time han kom til byen.
Når en længes, går det gjærne som nu med Josefiue, at hun
siden i nat ikke hadde hat broren av sine tanker; men den gang
Kent og han ændelig på tykke tæpper kom trapperne op, tænkte
hun ikke på ham; hun stod just bøjd over gutten og gav ham
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
