- Project Runeberg -  Tajfun /
231

(1918) [MARC] Author: Joseph Conrad Translator: Axel Halling
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.



I MORGEN 231

min Far op ad Dage. Han vil blot have mig hjem for at
have nogen at kommandere over. Naa, men vi to trængte til
Penge, og hvad betyder fem Pund for ham — naar der er
seksten Aar imellem?“

„Aa, hvor det gør mig ondt for Dem. Ønskede De aldrig
at komme tilbage til Hjemmet?“

„For at blive Sagførerkontorist — eller raadne op paa
saadan et Sted som her?“ udbrød han haanligt. „Jeg forsikrer
Dem, at hvis den gamle indrettede et Hjem til mig, vilde jeg
sparke det ned omkring mig eller ogsaa dø, inden tre Dage var
omme.

„Hvor er det ellers Deres Haab at dø?“

Et eller andet Sted ude i et Vildnis, paa Havet eller for
Eksempel oppe paa Toppen af et Bjerg. Hjemmet! Hele
Verden er mit Hjem, men jeg venter, jeg dør i et Hospital en
skønne Dag. Og hvad gør det? Det ene Sted kan være lige
saa godt som det andet, naar jeg blot har faaet Lov til at leve
Livet, og jeg har været alt muligt, hvad De kan tænke,
næsten alt muligt undtagen Skræder og Soldat. Jeg har
været ridende Kvægvogter, Faareklipper og omvandrende
Bissekræmmer, og jeg har været med til selv at harpunere Hvaler.
Jeg har rigget Skibe til, gravet efter Guld og flazet døde
Okser, og jeg kan forsikre, jeg har sagt nej til flere Penge, end
den gamle har kunnet skrabe sammen i hele sit Liv.“

Han overvældede hende, men det lykkedes hende
alligevel at tage sig sammen og sige: „Saa kunde det vel være paa
Tide at hvile ud?“

Han traadte et halvt Skridt frem og rettede sig, idet han
alvorligt saá paa hende og sagde: „Det er paa Tiden, at jeg
gaar.f

Han gik dog ikke, men lænede sig atter op mod Væggen,
idet han eftertænksomt mumlede et Par Strofer af en
udenlandsk Melodi.

Hun følte det, som om hun var paa Nippet til at græde.
„Det er atter én af Deres grusomme Sange,“ sagde hun.

„Lærte den i Mexico — i Sonora. Det er Gambucinoernes
Sang — de rastløse Mænds Sang. Der er intet, der kan faa
dem til at blive noget Steds — ikke engang en Kvinde. Man
traf dem nu og da i gamle Dage oppe paa Grænsen af
Guld

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Oct 10 20:50:32 2022 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/cjtajfun/0233.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free