- Project Runeberg -  Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede / XI Bog. Bryllup /
66

(1914-1915) [MARC] Author: Tr. Fr. Troels-Lund
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 3. Kirkelig Vielse

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

over. Oprindeligt synes Skikken at have bestaaet i, at den
Gejstlige sluttelig lyste Fred over Parret og gav dem et Broderkys
hver. At Præsten saaledes kyssede Bruden kunde imidlertid
vække Forargelse, og allerede i Katolicismens Dage rettedes
dette, i det mindste i enkelte Lande, til at Præsten lyste Fred
blot over Brudgommen, hvorefter denne "lod Freden gaa videre"
til Bruden ved at kysse hende. I engelske Kirkebestemmelser
fra det 16de Aarhundrede hedder det herom: "Hverken
Brudgom eller Brud maa dernæst kysse andre"[1]. Dette var ikke en
Troskabs-Forpligtelse, men et Forbud mod, at efter Vielsen
skulde Brudgom og Brud kysse hele Følget rundt. At en saadan
almindelig Udveksling af Fredskys kunde have sine mislige Sider,
var klart nok, og den henlagdes da ogsaa mangesteds til senere
i Hjemmet eller afløstes af, at Følget blot med Haandtryk
lykønskede Brudgom og Brud. I Danmark synes det "kirkelige
Kys" tidligt at være bortfaldet, senere i Sverige. I England har
kirkeligt Enkelt-Kys holdt sig hos de højere Stænder og baade
i England og i Frankrig: Masse-Kysning hos de lavere indtil
vore Dage.

*



Brudemessens sidste Akt var Ofringen. I Katolicismens
Dage havde det været den for alle naturlige Slutning. Det var
indlysende, at man burde yde Kirken Tak for dens Gaver, og i
denne fromme Henføren af alt til Gud fandt en af Tidens dybeste
Følelser sit Udtryk. Der var intet stødende i, at man saaledes
en for en gik op og lagde sine Penge paa Alteret. Om det saa
var Bispen selv, der havde forrettet Vielsen, kunde han tage
derimod, thi af Navn gjaldt Gaven ikke ham personlig, men
Kirken, altsaa Gud. Af samme Grund kunde det ogsaa falde
mangen ind, der ikke hørte til de indbudne Gæster, alligevel i
Øjeblikkets Stemning at ofre med. Sligt var at betænke Gud,
Parret til Ære, deres Sjæle til Gavn og tillige sig selv til Fromme.

Men ærede man saaledes Gud og Parret ved at ofre, saa var
det ogsaa en Ære for en selv at deltage i Ofret. Fra gammel Tid
af havde da her udviklet sig en vidtløftig Rangforordning om,
paa hvilket Tidspunkt enhver havde Lov til at gaa frem til


[1] John Brand:
Popular antiquities of Great Britain, by W. Carew Hazlitt, II.
London 1870.) S. 86-87.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Oct 10 20:58:07 2022 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/dagligt/11/0068.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free