Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 8. Sang til Dans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
for alle, saa at nu alle danske Kongebrude kom sejlende hertil paa
samme Vis, og Navnet Kong Hans simpelthen blot behøvede at
ombyttes med Christian den Anden eller Frederik den Anden,
naar Tiden krævede det[1].
Hvor fastslaaet end Melodi og Trin til denne Sang monne være,
og hvor højtideligt den end maatte kunne lyde – mindevækkende
for de gamle, der havde hørt den Slægtled igennem – saa
forstaar man dog netop ud herfra, hvilken Friskhed det maatte
medføre, naar en virkelig ny Vise klang, naar det f. Eks. første Gang
brusede gennem Salen:
Kong Frederik han sidder paa Koldinghus,
Med Riddere og Svende han drikker god Rus.
– De dithmarske Herrer have deres Liv forloret.
Alene ved sin Nyhed maatte saadan en Vise kunne gøre
Virkning, selv om den iøvrigt ikke overgik de gamle. Hvor meget
mere da, naar den enten ved sit æggende Indhold eller ved sit
indre Værd nødvendigvis maatte rive alle med sig.
Vor Tid har vanskeligt ved at fatte en saadan Virkning, fordi
sligt er i Strid med vore givne Forudsætninger. En politisk
Stemning f. Eks. dannes nu for Tiden i Reglen lidt efter lidt, den
afsættes drypvis gennem Læsning af Blade og bringes kunstigt i
Fælleskog paa Folkemøder. Men hos Mennesker som hine, der
ikke kendte Blade og ikke vidste af Folkemøder – hvilken
pludselig Ild maatte der ikke gydes i Sindene, naar det f. Eks. i
Frederik den Førstes Dage blandt Venner af den fordrevne
Konge med eet klang:
Alle smaa Fugle i Skoven er,
De give paa Høgen stor Klage,
Han river af dennem baade Fjedre og Dun,
Og vil dem af Skoven jage.
– Men Ørnen bygger i Fjeldet ud.
Og hvo forstod ikke, hvad der sigtedes til ved Ordene:
Det da spurgte den gamle Ørn,
Han blev saa vred i Hu.
Og slog han til den stolte Høg,
Alt med sin skarpe Klo.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
