Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 11. Brudenatten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
for, at al den Stund, I haver været i min Omgængelse, I haver
eder saa tugtigt forholdet imod mig etc. Thi hun var selv en
tugtig Kvinde, men en venlig Viv i Sengen. Med saadan og anden
Tale af lignende Art underholdt vi os, indtil Søvnen overfaldt os,
og vi med kærligt Kys ønskede hinanden god Nat. Vi sov sødt
til om Morgenen, da vor kære Moder omtrent Kl. 10 kom og
aabnede Døren og opfordrede os til at staa op: det var høje Tid,
thi hun havde beredt endnu en liden Goliats til Middag"
[1]...
Grænserne for, hvad der lader sig omtale, var dengang videre
end nu. Men dette forudsat, er der en egen Ynde over denne
Beskrivelse; uden at ty hverken til Bibelsteder eller lærde
Citater for at udtrykke, hvad man ikke selv kan give Ord, tales
her simpelt og almen-menneskeligt Hjertets inderlige Sprog.
Saa meget desmere falder et enkelt Udtryk i Øjnene, paa
hvilket Tidens Opfattelse har sat sit Mærke. Ud fra den lutherske
Tankegang maatte det lyde som virkelig Ros over en Hustru:
"hun varen venlig Viv i Sengen"[2].
Men ogsaa kun ud fra
denne Forudsætning bliver sligt et Udtryk forstaaeligt. Under
hvilke som helst andre Omstændigheder kan man trygt paastaa,
at det ikke vilde falde nogen Fader ind, tilmed under Forhold
som de givne, at vælge disse Ord til hos sine Børn at bevare
Mindet om deres afgangne Moder.
Af det 16de Aarhundredes Strid mellem "Tobias-Nætterne"
og den lutherske Opfattelse er nu næsten alle Spor udviskede.
Et af de sidste svage Minder om Tobias-Løftet er muligt den
endnu i enkelte Egne herskende Overtro, at det Barn, der
undfanges Brudenatten, ikke vil faa Lykke med sig. I Norge har
denne Tro atter antaget den mere almindelige Form, hvor
Erindringen om Lørdag Nat som den første Bryllupsnat er ved at
forsvinde: "Hvilken Mand, som elsker hvide Børn, maa ej tage
sin Hustru i Favn Lørdag Aften, thi undfanger hun paa den Tid,
blive de sorte[3]."
Har Tobias-Løftet, hvor stærkt det end blev indhamret i
Middelalderen, saaledes kun sat hurtigt udviskede Spor, saa ledes
Tanken hen til den fjærneste Oldtid ved Synet af andre Former
for Overtro, der endnu fremdeles haardnakket holder sig. Hertil
hører først og fremmest den hos alle gotogermanske Folk
forekommende – og maaske endnu videre udbredte – Tro, at den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
