Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 11. Ægteskabeligt Samliv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Humanitet være slukt saa hastigt, hvis ikke en anden afgørende
Aarsag var kommen til. I selve Religionsforandringen laa
en dybere Grund til den haardere Børnetugt.
Ved første Øjekast synes dette kun lidet troligt. Lutherdommen
fremtraadte jo netop som den folkelige og befriende. Men ved
nærmere Eftersyn vil det vise sig, at Lutherdommen med
Nødvendighed medførte et nyt Livssyn, der særligt for Børnene var
langt ugunstigere end det tidligere. Forhen havde man befolket
Himlen paa en Maade, der svarede til hvert Køn og hver Alder:
med Faderen, Himmeldronningen og Jesusbarnet.
Menneskelivet var et lille Hjem, hvor Børnene samlede sammen i de
gode Gerningers Sparebøsse for engang at kunne komme did.
Men nu var Jomfru Maria forsvunden, Jesusbarnet blevet voksen.
Den himmelske Familje bestod nu kun af voksne Mænd.
Og Menneskelivet var ikke længer et Børnehjem; det var en
Samling af lutter gamle Syndere, forstokkede Forbrydere, der alt
havde syndet i Adam, og som nu uafbrudt lod sig hverve til ny
Synd af Djævelen, denne Verdens Fyrste, der ideligt opmuntrede
til Modstand mod Gud. Selv det spædeste Barn var i Kraft af
Arvesynden gammelt og forhærdet; i den mindste Dreng boede
der en gammel Adam, der trængte til at tages under Behandling.
Og hvad anden Behandling kunde der være Tale om end at
kues og dødes? Drives ud, piskes ud! Hvert Barn var hjemfaldet
til Prygl. Om disse gaves med eller uden Grund var ligegyldigt,
thi Aarsagen var altid tilstede, Arvesynden, den gamle Adam,
der trængte til saa og saa mange Prygl, før han blev myg
og mør. "Lad ikke af at tugte dit Barn! Thi giver Du hannem af
Ris, da dør han ikke deraf". Tvertimod, kun paa saadan Maade
fremmedes det sande Liv.
Prygl var da altsaa ikke blot den Menneskenaturens
Bearbejdelse, der gjorde Sindet opladt for "Donat" og latinske Regler,
men tillige den Pløjning og Harvning af Sjælens forbandede
Jordbund, der hørte sig til for at berede den til Spirested for Troens
Sennepskorn.
Hermed var Prygl endnu mere paa sin Plads i Hjemmet end
i Skolen. Og nidkære Fædre hvilede ikke. For blot at nævne eet
fremtrædende Eksempel: Anders Sørensen Vedel brugte af og
til at tage sine Børn ind i sit Studerekammer og, uden at de havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
