Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 1. Testamente. Sjælegaver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
maa lutres ren. Pinen er lang, men kan forkortes. Har Du
Vidnesbyrdet, Testamentet i Orden, Beviset for, at Du har
betænkt Kirken og de fattige, saa er det "Sjælegave",
Betaling for, at din Sjæl hurtigere maa slippe ud af Luerne.
Hvorledes kan dette ske? Ganske simpelt: Gaven, din gode
Gerning, og Kirkens dermed betalte Messe for din Sjæl letter
denne, saa at den paa Forbøns Vinger svinger sig hurtigere
op af Skærsilden. Det er i Sandhed vel anvendte Penge i Tide
at købe sig Kirkens Sjælemesse og fattiges Forbøn.
En Tankegang som denne, ikke tilhvisket af en Bedrager, men
udtalt med alt det bestaaendes og overleveredes fulde
Myndighed, overbevist og overbevisende, maatte sætte dybe
Spor i Folkets Bevidsthed. Kirkens stadigt voksende Rigdom
blev det ydre Udtryk herfor, Brugen i daglig Tale af Ordet
"Sjælegave" i Betydning af Testamente blev det blot sproglige
Udtryk for det samme. Og her som altid viste sig Kirkens
Frisind og Barmhjertighed fremfor den verdslige Øvrigheds.
Et "Testamente" i blot verdslig Forstand lod sig ikke skrive,
naar først den Paagældende var død. Saa var Fristen
uigenkaldelig omme. Men Kirken var villig til, selv om en var
død i Synd og Glemsomhed, at give efter for hans Kæres Bønner
og af dem modtage "Sjælegave" for ham, saa Sjælemesser læstes
og Forbønner lød for ham som for andre.
Med Urette vilde Nutiden trække paa Smilebaandet ad Datidens
testamentariske Gavmildhed overfor Kirken. Rent nøgternt set
var hin Tids Skik ikke blot smuk, men hensigtssvarende. Den
katolske Kirke var mindre ublu i sine Betalingskrav end et
Begravelsesvæsen i Nutiden. Den sørgede for Støvets Fred paa
en billigere, hensynsfuldere og langvarigere Maade, end nogen
Institution nu til Dags vil eller kan gøre. At den tillige
sørgede for Sjælens Fred var naturligvis i Troendes Øjne et
Fortrin, som ikke kunde vurderes højt nok. Men ganske praktisk
set var tillige Kirken den paalideligste Legatbestyrer, der
den Gang fandtes. Vor Tid, der, hvad Anvendelse af efterladte
Midler angaar, er vendt tilbage til hin Tids Tankegang, Ønsket
om at "gøre godt" dermed efter Døden, ser ikke med Beundring
paa de mellemliggende Aarhundreders Oldtidsdrift. Nutiden
bliver ikke varm mere ved Tanken om at anvende de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
