- Project Runeberg -  Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede / XIV Bog. Livsafslutning /
14

(1914-1915) [MARC] Author: Tr. Fr. Troels-Lund
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 1. Testamente. Sjælegaver

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

løse for 30 Mark. Til Vor Frue Kirke giver jeg to lødige Mark
og at ride ind med min Hingst, mit Orlogs Harnisk og al Redskab,
som dertil hører, og skulle mine Arvinger kunne løse det for 40
Mark. Og vil jeg, at mit Skjold og min Hjelm skal ophænges i
Hellig Korses Kirkekor, der hvor den unge Kong Haagen hviler"[1].
Saadanne Bestemmelser om at "lade indride" i en eller flere
forskellige Kirker og lade Arvingerne løskøbe Hest og Vaaben
for en angiven Sum havde været meget almindelige i Katolicismens
Dage. Olaus Magnus omtaler Skikken som sædvanlig i Sverige[2].
Men efter Reformationen forsvandBestemmelserne herom fra
Testamenterne. Dette betød ikke, at Skikken selv afskaffedes.
Men man ophørte blot at yde Vederlag herfor til den enkelte Kirke,
der jo paa Landet nu hyppigt tilhørte selv Arvingerne.

*



Skøndt den Skik at betænke Kirken i sit Testamente holdt sig
det 16de Aarhundrede igennem, var den dog tydeligt nok i
Tilbagegang
. "Kirken" var jo ikke længer en Person som i den
katolske Tid. Og de enkelte Kirker var svundne ind fra at være
Dag og Nat befolkede og oplyste Rum, med Messer aarle og silde,
til blot Forsamlingshuse uden Vært, hvor der var øde de seks
Dage om Ugen, og man selv maatte sørge for Haandværksfolk for
at faa det mindste udført. Den lutherske Gejstlighed gjorde dog,
hvad den formaaede, for at bevare den gamle Skik med Sjælegaver
.
Biskop Peder Palladius paalagde f. Eks. Provsterne at paase, at
"enhver, hvem Gud har undt og givet noget i Hænderne, bør i sin
sidste Tid, om han ellers vil tænke sig ret om, give i sit
Testamente til Kirken, Sognepræsten, Degnen og de fattige Folk i
Sognet, som af Arilds Tid har været skikket til en Bekendelse og
Taksigelse for det fremdragne Levned her i Verden"[3].
Og paa sine Visitatsrejser i Sjælland lagde han selv Menigheden
paa Sinde: "Fire ere I pligtige at give til i Eders Testamente,
I som have noget at give af: til Eders Sognekirke (som Eders
Forældre har givet til før Eder), til Eders Sognepræst, til
Eders Sognedegn og til de fattige i Eders Sogn"[4].


[1]
Jon Maartensens Testamente dat. Oslo 1400. Ny kongelig Samling
no. 402 Fol.
[2]
Olai Magni Historia de gentibus Septentr. Romæ 1555. Fol. p. 566.
[3]
Danske Magazin III 58.
[4]
Peder Palladius: Visitatsbog v. Sv. Grundtvig. S. 120.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Nov 20 21:33:09 2020 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/dagligt/14/0014.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free