- Project Runeberg -  Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede / XIV Bog. Livsafslutning /
15

(1914-1915) [MARC] Author: Tr. Fr. Troels-Lund
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 1. Testamente. Sjælegaver

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


Det var en overordentlig vanskelig Stilling, hvori den
lutherske Gejstlighed her kom
. Det drejede sig om en af
Kirkens og Gejstlighedens tidligere største Indtægter, som
det i de nuværende knappe Tider dobbelt galdt om at bevare.
Men dens Forudsætning, de gode Gerningers Værd, skulde man jo
samtidigt paa det ivrigste bekæmpe. "Sjælegave" var ikke og
kunde ikke længer være Gave for nogen Sjæl. Peder Palladius
smuttede uden om dette afgørende Punkt ved at begrunde Skikken
i, at "Eders Forældre have givet før Eder", og at det "fra
Arilds Tid har været skikket til en Bekendelse og Taksigelse for
det fremdragne Levned her i Verden". "Sjælegave" blev altsaa til
en nedarvet Sædvane, der udtrykte Trosbekendelse og Tak for Livet.
Det var alt, hvad den kunde pustes op til, men dog for lidt til
virkelig i Længden at bevare dens gamle Førlighed.

Den lutherske Gejstlighed kæmpede ivrigt i det anviste Spor. At
det ikke var Smaating, hvorom det drejede sig, viser talrige
Eksempler. I Ludse Prytz’s ovennævnte Testamente var det 20
Daler til Sognepræsten og 20 Daler til Kapellanen. Fra Aar 1559
haves en Kvittering fra Professor Klaus Lauritsen Skavbo paa
100 Daler, som Johan Oxe "gav mig paa sit Yderste i Testament
til Sjælegave"[1]. Paa Landet var det baade i Danmark,
Norge og Sverige i Reglen en Ko, der var bleven givet og endnu
stadig blev givet i Sjælegave
. Ifølge gammel Skik blev den ofte
trukket med i Toget ved Bønders Begravelse. Men det nærliggende
Spørgsmaal maatte under de forandrede Forhold nødvendigt rejse
sig: Hvem skulde nu have den? og hvorfor skulde den egentlig nu
gives? Den lutherske Gejstlighed mente selvfølgeligt: Koen til
Sjælegave skal Præsten have som Betaling for hans Ulejlighed
ved Begravelsen. Men de nye verdslige Kirkeejere mente, at den
tilkom dem. Heraf opstod, som vi senere i Enkelthederne skal se,
en meget varm Strid.

"Sjælegave-Koen" eller "Udfærdskoen", som den kaldes i Norge,
har i Aarhundreder, maaske Aartusinder spillet en Rolle i den
nordiske Bevidsthed. I den hedenske Oldtid synes det at have
været Skik, at den døde droges til Graven af en Ko, Høvdinger
af en Hest, der ofredes og fortæredes ved Gravøllet. Dunkle
Spor af samme Skik kan følges ikke blot i Tyskland, men helt
over til Indien[2]. I den katolske Tid tilfaldt Koen og


[1] H. Rørdam: Aktstykker til Kbhvns.
Univ. Hist. S. 145.
[2] Mannhardt: Germanische Mythen. p. 51.
-— Zeitschrift für deutsche Mythologie IV 419—25 og 450. -—
Zeitschrift für vergleichende Sprachforschung II 346. -—
John Brand: Popular antiquities of Great Britain by Hazlitt
II (London 1870) 199.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Nov 20 21:33:09 2020 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/dagligt/14/0015.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free