Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 1. Testamente. Sjælegaver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Paa Afstand set, hvor et længere Tidsrum kan overses, kom der ved
disse Forhold et eget Præg over Datiden. Medens Personerne skiftede,
og de enkelte Ejere gik til Hvile, blev Familjestykkerne,
Arvestykkerne ligesom det egentlig bestaaende og levende. Det var
dem, der "byttede Gaarde" og i Tidernes Løb spandt et underligt
Fletværk mellem Slægterne, idet de som en Slags "Vandrepokaler"
stadigt gik videre. Genslag galdt dog i denne Leg. "Giver jeg alle
Hr. Esge Billes Sønner tilsammen den Guld-Kæde, deres Fader gav mig
i sit Testamente", hedder det i Biskop Ove Billes sidste Vilje[1].
Igennem disse Mindegaver havde "Sjælegaverne" uformærkt skiftet
Karakter. Dette træder endnu tydeligere frem, naar vi lægger Mærke
til andre Smaatræk. I Mogens Henriksen Rosenvinge’s Testamente
f. Eks. (1566) gav han sin Broder Niels "den Sølvske, som tilhørte
min salig Farfader", og sin Søster "en lille Guldring, der tilhørte
min Farmoder", o. s. v. Men skøndt hans Forældre skulde arve alt
hans Eje, gav han dog "til et Kærligheds Tegn" Faderen udtrykkeligt
en dobbelt Rosenobel og en dobbelt Dukat og Moderen ligesaa en
dobbelt Dukat samt en "Guldpenge, som C. Augustus har ladt sla"[2].
Det var ikke Brugsgenstande eller Pragtstykker, men ligefrem
Pengestykker, han saaledes gav dem, et Udtryk for, at "Sjælegave"
nu var blevet til noget andet, end hvad det havde været i den
katolske Tid. Den var ikke længer en Gave "for" Sjælen, men
"fra" Sjælen, en "Mindepenge". Den galdt ikke Betjeningen i den
Verden, man gik til, men Betjeningen i den Verden, man forlod.
Man opgav Tærepenge til Rejsen for at kunne give rigeligt
Drikkepenge ved Afskeden. Til en standsmæssig Afsked krævedes nu i
Aaringer at have forsynet sig med de dertil behørige Pengestykker.
I Løbet af det 16de Aarhundrede var da paa Sjælegavernes lille
Omraade det samme blevet fuldbyrdet som paa Reformationens det
store. Man forholdt sig ikke længer gennem Kirken til Gud, men
følte sig som Led i Menigheden i Pagt med ham. Fortidens store
Gaver til Kirken var nu blevne splittede i et Utal af Mindegaver
til Paarørende, Bekendte og Trængende. Og ligesom fordum Kirkens
"den døde Haand" unddrog det til den skænkede Jordegods fra Handel
og Vandel, saaledes laa nu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
