Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 15. Sørgedragt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Albert Skeel var en djærv Mand. 1609 blev han Ritmester og
1616 Admiral. Som Ritmester fik han Hesten skudt under sig,
da han huggede sig igennem svensk Fodfolk, der havde spærret
ham og hans Ledsager inde. Og som Admiral vovede han at
bebrejde Christian IV, at denne brød sin Haandfæstning, og da
Kongen i den Anledning greb til sit Sværd, trak Albert Skeel
ogsaa paa sit med de Ord: "Her er et, der er lige saa godt"[1].
Men Dannekvinderne i Ribe kunde han ikke magte. Kort efter
1607 havde de Kaaberne paa Hovedet igen. Albert Skeel gjorde
da et nyt Indhug 1618 og lod udgaa den desperate Forordning,
at herefter maatte ingen Kvinde i Ribe anlægge Sørgedragt for
en afdød. De, der allerede bar den, skulde straks aflægge den
under en Bøde af 10 Rdlr.[2]. Det var trange Tider.
Hvorledes Kvinderne klarede sig og fandt Ly, vides ikke. Men
da de atter tittede frem for at se, om Vejret havde bedaget
sig, var det – med Kaabe over Hovedet. Trediveaarskrigen kom
dem til Hjælp. Lensmanden paa Riberhus fik 1625-29 andet at
tage Vare paa end Kamp mod Kvinder. Og da endelig den brave
Albert Skeel selv døde i Ribe 1639, og hans storartede
Begravelse udgik fra Byens Raadhus og endte med et festligt
Skrald dèr, fulgte Kaaberne over Hovedet venligt deres
Avindsmand til Jorde.
Men da Freden var sluttet i København 1660, og de sidste
fjendtlige Tropper havde forladt Ribe, blev der atter Tid
til Kamp mod Fjenden i vor egen Lejr. Denne Gang var det
Præsterne i Ribe, der bragte Sagen frem. De klagede i Aaret
1662 over, at naar Kvinderne ved Altergang mødte med Kaaben
saa dybt ned over Hovedet, at Ansigtet næsten helt var
skjult, kunde Præsten kun med Besvær finde Munden paa dem.
Og naar de, der skulde afløses og staa aabenbar Skrifte,
mødte i samme Dragt, faldt i Virkeligheden en meget væsentlig
Del af Straffen herved bort, idet samme Kvindepersoner ikke
var udsatte for Menighedens Blikke. Øvrigheden svarede herpaa,
at fra dens Side "kunde Præsterne vente sig al den Assistance,
som fornøden gøres til Guds Ære og Menighedens Opbyggelse"[3].
Vi veed ikke mere om denne ejendommelige Strid. Sandsynligt er
det, at Øvrigheden, belært af Erfaring, har afholdt sig fra
videre Indblanding, og at Moden, der tirret ved Modstand havde
holdt sig paa Spidsen i hundrede Aar hos den stridbare
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
