Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 19. Betaling til Præsten. "Udfærdsko". Klæde. Penge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Herfølge Kirke. Under Pesten 1619 havde flere Sognebeboere her
paa deres yderste skænket ialt fire Stude til Kirken og to til
Præsten. At Kirken havde Ret til at modtage denne "Sjælegave",
nærede Oluf Rosensparre naturligvis ingen Tvivl om. Men efter
hans Formening havde Præsten slet ikke Ret til at modtage sine
Stude, da al Betaling for Begravelse var forbudt. Oluf Rosensparre
meddelte Sagen mundtligt til Christian IV, skriftligt til Kansleren.
Klaus Lyskander forsvarede sig i sit Indlæg med, at der var stor
Forskel paa Betaling eller Skænk for Begravelse og saa paa
"Testament". Betaling for Begravelse var strengt forbudt. Men i
nærværende Tilfælde var det, hvorom det drejede sig: "Testament",
idet de afdødes nærmeste Slægtninge "havde over Graven forkyndt,
at de det have gjort til et Testament". Hvad var da "Testament"?
"Testament er, hvad gudfrygtige Mennesker eller deres Arvinger
ville frivilligt betænke Gud, hans Kirke, Tjenere eller deres
Venner. Testament, siger Sankt Poul Hebr. 9, stadfæstes ved
Menneskens Død. Christus, Guds Søn, haver selv gjort sit
Testament den Nat, han blev forraadt. Og siden den Tid haver
altid været brugeligt over den ganske Kristenhed med Testamenter.
Og deraf er udi Begyndelsen moksen alle Kirker, Kapitler, Skoler
o. s. v. funderede". En saa hellig Institution var Præsten i
Herfølge selvfølgelig for ringe til at bekæmpe, endsige omstyrte.[1]
Saa vidt vides, slap Klaus Lyskander heldigt fra det. Men under
al denne Strid i Danmark om, hvem "Udfærdskoen" egentlig tilkom,
gik det efterhaanden op for Befolkningen, at man hidtil havde
været paa Vildspor. Naar Præst og Lensmand gensidigt paastod, at
de ikke havde Ret til Koen, saa burde man utvivlsomt tage disses
Paastande til Følge. Øvrigheden maatte jo da vide, hvad Ret var.
Men saa var det rigtigst selv at beholde den og fortære den ved
Gravøllet. Paa denne Maade opfyldtes sikrest dens Bestemmelse
som "Sjælegave". Det var en Gave fra den salig Sjæl til alle
hans Venner, der, idet de nød den, venligt tænkte paa ham.
Ifølge denne naturlige Logik ændredes da nu baade
Katolicismens og Lutherdommens Ordning, og Koen havnede
som i Oldtiden ved Offermaaltidet til Ære for den afdøde.
Endnu det 17de Aarhundrede ud svaredes i enkelte Egne af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
