- Project Runeberg -  Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede / XIV Bog. Livsafslutning /
311

(1914-1915) [MARC] Author: Tr. Fr. Troels-Lund
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 21. Jordpaakastelse. Verdslig Mindetale. Klage over Drab. Niels Ulfstands Begravelse. Signet tilintetgøres. Testamente og Gældsbreve oplæses over Graven. Arv og Gæld

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


Det gik med den pekuniære Afslutning af Begravelsen som med
saa meget andet. Den var ikke lovbefalet, men den var Sædvane.
Den var praktisk, forsaavidt mange Folk var her til Stede,
flere end ved et Tingstævne, og hvad der meddeltes altsaa blev
almindelig bekendt. Men den led af samme Mangel som de fleste
af Datidens Retsforhold, her førtes ingen Protokol. Forsigtige
Folk, der ønskede noget skriftligt, gik da, om end kun sjældent,
anden Vej. For at nævne et Eksempel optraadte Rigsraad Hans
Skougaard paa følgende Maade, da hans Broder Jens Aar 1575 døde
i en bundløs Gæld. Han meldte sig paa Kongens Retterting, hvad
han havde let ved, da det jo bestod af alle Rigsraaderne, og
frasagde sig al Arv og Gæld efter Broderen, samt udbad sig
skriftligt Bevis for denne sin Udtalelse[1]. Det var
imidlertid ikke Hvermands Sag saaledes at faa første Klasses
skriftlige Attester. Hovedmassen holdt sig til de mundtlige
Udtalelser ved Graven.

Skikken at lade Begravelsen ende med et Slags Skiftemøde ved
Graven, havde endnu en dybere Grund, som man ikke nævnede,
maaske knapt var sig bevidst. Det var næppe tilfældigt, at
den blussede saa stærkt op efter Lutherdommens Indførelse.
Skikken havde sikkert sin Rod i ældgamle Retssædvaner, som
Katolicismen ikke helt havde faaet Bugt med. Men i den
lutherske Tid fik den en Undervarme, der fremmede dens Vækst.
Man trængte ligefrem til noget, der kunde danne Modvægt mod
den nye, uhyggelige, allestedsnærværende Djævel
. Selv om man
havde tilsløret ham med Morgendrik, Aneskjolde og Lovtaler,
vilde han dog ved en Begravelse ufejlbarligt have endt med at
stikke Hovedet frem. Kun eet Emne var her i Stand til at fange
Interessen og smække Lemmen i, selv for Fanden: hvad den
afdøde havde ejet, og hvad Arvingerne kunde vente sig. Rent
instinktmæssig greb man da i det 16de Aarhundrede til dette
Middel. Først under Enevælden tabte denne dets Betydning sig.

Hermed stemmer, at man idet 16de Aarhundrede glemte hvert
andet Hensyn. Ingen agtede Stedets Hellighed. Præster hjalp
med ved stundom fra Prædikestol at oplæse Testamentet eller
fragaa Arv og Gæld[2],
alle deltog. Det Hensyn, der holdt kraftigst Stand, var Hensynet
til den afdødes Ære. Men selv dette maatte


[1]
Rigens Domsbog 10. Maj 1575. R. A.
[2] Kirkehist. Saml. III 248 Anm.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Nov 20 21:33:09 2020 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/dagligt/14/0311.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free