Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 21. Jordpaakastelse. Verdslig Mindetale. Klage over Drab. Niels Ulfstands Begravelse. Signet tilintetgøres. Testamente og Gældsbreve oplæses over Graven. Arv og Gæld
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vige. Ubarmhjertigt var man med til ved Graven at betegne
sine nærmeste, sin Fader, Søn, Broder, som en usselig Pjalt.
Modsætningen træder tydeligt frem ved Sammenligning med
andre Tiders Begreber. Da Enevælden indførtes, opstod et nyt Æresbegreb: "Soldaterære", der omfattede alle fra Menig til
General, og var ganske uafhængigt af, om vedkommende efterlod
sig Gods eller Gæld. Sammenstødet mellem to Tidsaldre tegner
sig i det smaa i en Præsteoptegnelse som denne: "Anno 1698 ...
begrov jeg Henrik Rytter, som nylig var kommen under det
Rabiske Regiment; istedetfor Testament blev Karabiner og
Pistoler løsnede"[1].
Hvor ubarmhjertigt det 16de Aarhundrede var i sin Fordring paa
klar Besked, kan ses af, at man gik endnu videre end omtalt og
nøjedes ikke med blot mundtlig Frasigelse af Arv og Gæld. Skik
og Brug krævede, at vedkommende skulde give dette tydeligt
tilkende ved at kaste Nøglerne til Hjemmet ned efter den døde
i Graven. Denne Fremgangsmaade anvendtes blandt andet, hvor den
afdøde var Ens Broder. Da f. Eks. den ene af de to Brødre Klaus
og Morten Markvordsen, der i Forening havde drevet Sildefiskeri
ved Nibe, døde 1620, frasagde den anden sig ved Graven Arv og
Gæld efter ham. Ikke desto mindre stævnede Kreditorerne ham til
at betale, under Paaskud af, at han ikke tillige havde kastet
nogen Nøgle ned i Graven. Den anklagede blev dog frikendt ved
Landstingsdom[2].
Tungest maatte denne Pligt falde Enken, der ved saaledes at
kaste Nøglen paa Graven ikke blot afgav sit Værdighedstegn som
Husmoder, men ligesom selv brød Staven over det hele Samliv.
Endnu 1636 hører vi fra Aarhus, at Nøglen blev kastet over
Graven af Kirsten Rasmusdatter ved hendes Mand, Skipper Jens
Olsens Begravelse[3]. Men ikke faa Eksempler er
bevarede, ogsaa fra tidligere Dage paa, at Enker har søgt at
omgaa Skikken. Kristoffer Klynens Enke i København lod det (1583)
være nok med blot paa Begravelsesdagen at sætte Nøglen i Døren,
og selv forlade Hjemmet, hvorefter Byfogden tog Nøglen[4].
Ane Anders Nielsen’s i Helsingør lod 1619 to Mænd bringe Nøglen
hen til Byens Raadhus[5]. Enken efter Byfoged Peder
Christoffersen i Aarhus mødte 1638 selv paa Raadhuset og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
